Maleri kursus på højskole

Udstilling efter 3. Periode,
efterår 2016

Vi afsluttede vores efterårshold 2016 med en stor udstilling den 15. december. Udstillingen bredte sig ud over hele skolen – alt fra skolens værksteder til elevværelser over vindeltrapper til skolens 800 m2 store lade. En udstilling som, på alle måder, fyldte skolen helt og aldeles op med kunst.  
Udstillingen repræsenterede fagene fra forløbets 3. periode: Keramik, Skulptur/Installation, Serigrafi, Maleri og Video. Tusind tak til alle studerende, lærere og alle de andre ansatte, for gode 18 uger på Kunsthøjskolen.
På gensyn i 2017!

Video

Kurset i video i 3. periode, har haft fokus på det kunstneriske udtryk.
Vi har set en lang række videoværker, hentet fra forskellige epoker i film- og videokunstens historie, skabt af kunstnere, kendte som ukendte. Dette fungerer som inspiration – og skaber både en indsigt i mediet og et vokabularium for vores samtaler.

Eleverne har været igennem en række opgaver af forskellig sværhedgrad med det formål at forsyne den enkelte elev med redskaber og rammer for det personlige kunstneriske udtryk. Det kan for eksempel være at skabe et loop, hvor historien “bider sig selv i halen”, et interview eller en billedecollage, som tager udgangspunkt i et digt. Opgaverne har samtidigt også taget højde for videokunstens specielle platforme: TV skærmen, det sociale netværk, projektionen, biografen eller gallerirummet.

Se nogle af elevernes film her –>

Jeanette Land Schou, underviser i Video, Efterår 2016

Skulptur/Installation

En havfrues indkøbskurv, en trappe af hår, en spejder-toiletbørste ved en vask af kul, en kaffekop, en buste af chokolade, og hvad er det man kalder dem der sidder på en pæl i lang tid? – en fem meter høj skum-hjort, en ræv af pinde, et abstrakt familietræ, en følelse, den virtuelle virkelighed, strømpebukser og sand, et sofabord, et McDonalds-skilt, et ananastårn, en bronzebanan og støbning og støbning og støbning over bål – og champagnepædagogik, diamanter og bling.

Anders Bonnesen, underviser i Skulptur/Installation, Efterår 2016

Keramik

Eleverne på Keramikholdet har i fem uger fordybet sig i leret som materiale. De har lært forskellige grundlæggende teknikker, hvorudfra de har skabt deres personlige projekter, hvilket har resulteret i mange forskellige værker – fra et klassisk testel til eksperimenterende brændinger med stof og ler. Som en af eleverne siger: Der er forskel på at lave noget og på at undersøge noget. Eleverne har fundet en stor glæde og ro ved dét at arbejde med leret – og mange vil arbejde videre med det når de rejser hjem fra højskolen, og nogle vil søge videre på de keramikuddannelser rundt omkring i Skandinavien.

Christin Johansson, underviser i Keramik, Efterår 2016

Serigrafi

Det serigrafiske medie er et skelet til møder med andre kunstneriske medier. Det potentiale er udstillingen af eleverne på efteråret 2016, et udtryk for.

Nogle elever viser værker, der kombinerer serigrafi og tekstile teknikker, som broderi, folie- og svulmetryk, samt tryk på silke. Andre elever har arbejdet med det rå grafiske udtryk, som fx. træ- og linoliumstryk, men overført og trykt på meget store serigrafirammer. Og endelig har en del elever gået all in i grafisk offset tryk, og skabt værker i 4 farve seperationstryk, omsat til enkeltværker eller bogpublikationer.

Hanne Houlberg, underviser i Serigrafi, Efterår 2016

Maleri

Maleri i 3. periode i efteråret 2016 har taget udgangspunkt, i et ønske om at eleven skal forstå, acceptere og udvikle en forståelse for sin egen integritet i billedesproget.

Eleverne har fortolket foto taget af Coco Chanel, som resulterede i en personlig fortolkning af det unge menneskets frihedstrang. De har arbejdet med tekst som udgangspunkt for maleriet, som udviklede sig til et studie i det visuelle sprog. De har arbejdet i det abstrakte, i det figurative – undersøgt afkodningen af figur og form, og hvad der sker i nanosekundet fra sansning til forståelsen og videre til afkodningen af funktion og tegn.

Materialet i sig selv, og eksperimentering med selv samme, har været et naturligt tilbagevendende emne forløbet igennem. Igennem forståelsen af forholdet mellem det figurative og det abstrakte – og det er netop den undersøgelse af materialet, som stiller spørgsmålstegn til maleriet er og hvad det kan og muligvis skal. Igennem arbejde, undersøgelser og eksperimentering, har den enkelte elev fundet sin egen personlige tilgang til maleriet.

Thomas Friisholm, underviser i Maleri, Efterår 2016