Maleri

Kursus C: 4. juli – 17. juli 2021 ( 6750 kr. )

Maleriet er dit

I en verden fuld af billeder og indtryk er der masser af inspiration at hente til eget maleri, og uendelige muligheder for dit personlige billedrum og udtryk.

Over 14 dage i atelieret på Sommerkurset, vil vi eksperimentere med forskellige tilgange til hvad maleri er og kan være, og blive udfordret på hvordan det kan se ud. Vi vil arbejde med inspiration fra fx den omkringliggende natur, vores eget indre eller ydre billedarkiv, nyhedsmedier, kunstnere, former og farver og hvad der ellers kan inspirere os. Vi vil desuden afprøve forskellige teknikker, tale komposition, lys/skygge, farver, kontraster og alt det der kan bruges som virkemidler til at få malet en billedverden frem.

Kurset starter med inspirationsøvelser de første par dage, for at eksperimentere og give nye perspektiver på det du måske allerede er i gang med, eller har lyst til at kaste dig ud i. Efterfølgende vil der være tid og plads til dit individuelle maleri, samtaler og evt. øvelser målrette dig. Der vil være afsat god tid til også at snakke om arbejdsproces, materialer og relevante kunstnere, og masser af inspirationsmateriale at give sig i kast med.

Vi vil desuden afholde et par billedgennemgange for at lade os inspirere af hinanden, og få indsigt i de forskellige tanker der ligger bag de billedmæssige valg vi har taget, og de 14 dages arbejde i atelieret afsluttes med en fælles udstilling.

Kurset henvender sig til alle der har lyst til at male, både begyndere og øvede. Det er muligt at arbejde med akrylmaling eller olie, men rent teknisk er det akrylmalingen jeg selv arbejder med og derfor har mest erfaring med. Medbring gerne en A-4 blok med tegnepapir, en blyant og en saks. Malegrej så som maling, lærreder, pensler, palet osv. kan medbringes, eller købes i højskolens butik.

Tilmelding