Interaktiv arkitektur -
Efterår 2016

Hvordan påvirker det arkitekturen, når sensorer er bygget ind i vores huse og kan reagere på vores ønsker og behov? Kan vi få arkitektur, der er klogere end en dør, intelligent ligefrem? Vi har kigget på en række sensorer, der kan læse vores miljø eller aflæse data fra menneskers kroppe. Vi har arbejdet med flex-, tryk- og lydsensorer. Vi har programmeret Arduino computere – små billige computere, der potentielt kan bygges ind i hvad som helst – til at læse data og styre en række servomotorer og andet output. Og vi har været på RUCs Fablab og laserskære modeller og dele til projekterne. Projekterne sparker til grænserne for hvad arkitektur kan være og åbner et land af muligheder for Smart Arkitektur.

Maria Elisabeth Andersen (Elis), Cecilie Fjord Jacobsen og Katinka Bjørk Burke Kristensen har syret et ellers ordinært byrum til med kunstig natur, der rykker ved vores forståelse af rationalitet og orden i byen. En række svampegadelamper drejer langsomt hverdagen og det kendte af led. Sara Kvilt Lindberg og Victor-Gabriel Nylev ryster den grund vi tror er fast under fødderne på os i et livshjul, der forbinder planeternes rotation med de mest dagligdags handlinger.

Kati Seema Palmgren og Sigurd Nis Schelde har arbejdet med pladser og gader hvor lyssensorer styrer en skulpturel og strukturel stofudfoldning, som sikrer at byrummet vedbliver at være foranderligt og levende samtidigt med at der kastes skygge og klimaet styres. Lina Sophia Raetz og Thomas Vestergaard har lavet en selvkørende vejrradar, der kan give feedback fra selv de mest ugunstige klima- og vejrlig, robotten tænkes som et nyt interaktivt designfelt for arkitekturen.

Emma Larsdotter Redin har arbejdet med de interaktionsmuligheder, der findes mellem kroppe og arkitektur med et projekt om intimitet i offentlige rum. Skal vi nu til at have pladser til seksuelle eksperimenter og aktiviteter i offentlige rum? Det kan du regne med vi skal! Jenny Hallre Tromborg og Gustav Bjørhus Askhaven har lavet en klimastyret pavillon der åbner som en blomst og er styret af temperaturen, en altid foranderlig arkitektur. Stephen Kimingi Nganga og Thordur Frimann Thorhallsson har bygget et fuld funktionelt bord som reagerer på hvad der stilles på det med uendelige spejlinger så hverdagshandlinger multipliceres og afsløres som kilder til uendelig poesi.