Lydkunst er et spændende åbent praksisfelt mellem kunstarterne.
På værkstedet for lydkunst kan du arbejde med alt fra feltoptagelser, støj, performance, tavse konceptuelle værker over rent skulpturelle objekter til klangeksperimenter og lyd- eller rumundersøgende installationer.
Nogle lydværker er ting, nogle er tekst, nogle kommer ud af én eller flere højtalere og nogle ud af hovedtelefoner. Enten produceret med hjælp af computer og software eller rent analog.
Arbejdet kan på den måde ende ud med kompositioner eller lydinstallationer af forskellig karakter.
Vi begynder hver dag med inspiration igennem præsentation af centrale værker fra musikhistorien, lige fra middelalderen til samtidskunstens konceptuelle, eksperimentelle værker. En række kortere øvelser og opgaver vil hjælpe til at lære nye måder at arbejde med lyd på at kende, for til sidst at lave en udstilling med jeres egne nye værker.
Kunsthøjskolen råder over et stort musiklokale med mulighed for optagelse og lydredigering.
Du behøver absolut ikke kunne spille musik eller have erfaring med lydsoftware for at kunne begå dig på værkstedet – kun lysten til at arbejde med lyd.