Hvad vil det sige at skrive? Hvad vil det sige at læse?
Litteraturen er et kollektivt rum, som man besøger og bidrager til hvad enten man læser eller skriver; men man gør det én ad gangen, man gør det alene. Enhver der læser, har oplevet det: du sidder med en bog, og alt omkring dig forsvinder; du sidder der helt alene, men op fra sætningerne i bogen strømmer der stemmer, der vil fortælle dig noget om det at være menneske, og de vilkår vi er fælles om. Det er en af de fascinerende kræfter ved skriften. Den sætter os i forbindelse med hinanden, på tværs af tid og rum.
Derfor er det også lige så vigtigt at læse, som det er at skrive. Der er ingen der skriver noget originalt uden at have læst grundigt først. Som forfatter stiller man sig på ryggen af dem som var der før dig, lærer af dem. På den måde finder man måske sin egen stemme, sin egen historie.
I skolen og gymnasiet, er vi blevet fortalt hvordan vi skal forstå litteraturen. Vi har fået at vide, at vi skal gå til den med hovedet. På dette hold skal vi komme denne holdning til livs, I skal lære at gå til den med både hoved og krop. Mit mål er at få jer til at opdage eller genopdage litteraturen, at give jer smag for den, og lyst til at lege med form og indhold.
Det kommer til at foregå gennem en række skriveøvelser og læsninger, hvor vi diskuterer og giver respons både på hinandens og allerede udgivne tekster. Vi skal arbejde med prosa, essays og lyrik. Til sidst i forløbet, skal vi samle de bedste tekster sammen i har skrevet, og lave en antologi.
Læs mere om faget Litteratur