Kuratering

Fag i 2. periode ( 12. okt. – 13. nov. ), Formiddagsfag

I kuratering skal vi kigge på kunstudstillingens historie og især med blik for kunstneren som initiativtager. Hvordan har kunstneren udforsket og udfordret rammerne for kunsten?

Vi skal se på nogle af de kvinder og mænd som har været med til at skabe historien og forandringerne i måde at præsentere kunst på. En praksis som tager udgangspunkt tilbage fra Salons des Refusés (1863) og til nu hvor de kunstnerdrevne udstillingssteder både bliver betragtet som undergrund og retningsgivende på hvor samtidskunsten er på vej hen. Projekter skabt ud af nødvendighed, men også ønsket om selv at tage styringen, og skabe nogle anderledes rammer.

At skabe et rum for kunst, at arbejde med konteksten, at sætte udstillinger sammen, at hænge værker op på en væg det er alt sammen en del af kuratering. Værker, rum og steder påvirker hinanden og oplevelsen af kunstværket kan blive vidt forskellig alt efter hvordan og i hvilke rammer det præsenteres.

Hvad gør det ved vores oplevelse af kunsten? Og hvad sker der når billeder hænger side om side og ”snakker” sammen?
Hvordan skabes eller forandres aflæsningen?

Vi skal også selv arbejde med rum, rum-dannelser og udstillinger gennem praktiske øvelser. Vi kommer til at lave udstillinger,
hvor vi skal afprøve forskellige greb og metoder.
Vi bruger de værker du og dine medstuderende skaber til at afprøve udstillingsformater med og diskuter hvordan det præsenteres og hvordan det færdiggør værkerne.