Med baggrund i kursusdeltagernes individuelle forudsætninger, udforskes en række klassiske og nyere grafiske teknikker i et stort og veludrustet grafisk værksted. bla. med udgangspunkt og inspiration i fotos, tegninger og andet billedmateriale. Dette kan trykkes som selvstændigt udtryk, eller kombineres med andre teknikker. På kurset kan du samlet set prøve en række grafiske udtryksformer af, samt fordybe dig i de enkelte efter eget valg og blande dem efter behov.
Der stilles opgaver, eksperimenteres med det grafiske sprog og udtryk og foretages egne billedundersøgelser med henblik på at udforske og opdyrke det personlige grafiske billedsprog. Hertil kommer oplæg om inspirerende kunstnere i form af oplæg, bøger, film, daglige faglige diskussioner og billedgennemgange til gensidig inspiration og forståelse. Forskellige emner som model, landskab, portræt og højskolens omgivelser danner endvidere grundlag for registreringer i form af tegninger med bla. blyant og kridt og andre materialer som kan omsættes direkte til grafiske udtryk i værkstedet.
Kurset finder sted i et veludstyret grafisk værksted med alt hvad vi skal bruge. Det kan være hensigtsmæssigt at medbringe eget værktøj hvis man har det og tilskårede kobberplader max 1 mm tyk, ( vi bruger kun kobberplader pga. ætseforhold og holdbarhed), samt værkstedstøj. Vi har adgang til computer og printer på højskolen og øvrige supplerende materialer kan bestilles og købes på stedet.