Animation

Efterår 2021, Fag i 3. periode E21, Værkstedsfag

Animation handler om at gøre ting levende og skabe illusioner. Du vil lære at bruge og forstå en række visuelle teknikker og dit forhold til levende billeder bliver med garanti aldrig det samme igen.

I Animation vil vi bruge nogle af samtidens mest avancerede visualiseringsmuligheder til at lave kunst med. Du kommer selv til at animere og lave special effects. Kurset har karakter af en eksperimenterende ”playshop”, hvor det meste kan lade sig gøre og du prøver tingene af.

Du får en grundig introduktion til stopmotion animation, der er grundlag for mange special effects. Vi skal undersøge mediet fra enkle cut-out animationer over claymation til avancerede produktioner, hvor animationblandes med video, og du arbejder med visuelle effekter (VFX) i After Effects.

I løbet af kurset vil der desuden være korte oplæg om visuelle effekter og deres historie. Der vil være oplæg om tegnefilm og animationens historie frem til i dag. Vi skal se og analysere en række film og kigge på de seneste udviklinger indenfor 3D animation og computer grafik. Du vil desuden blive præsenteret for samtidskunst, hvor avancerede visualiserings-teknikker er blevet brugt socialt, politisk, agitatorisk og kunstnerisk. Steder hvor kunst og virkelighed udfordrer hinanden og overskrider grænser.

Kurset giver ud over den tekniske indsigt god plads og tid til egen produktion i de medier, som passer dig bedst. Kunsthøjskolen i Holbæk har computere og al nødvendig software til computergrafik, animation, video- og lydredigering. Kurset kræver ingen forkundskaber.

Faget er relevant for dig hvis du vil blive klogere på billedstrømmen omkring dig og hvordan den er skabt ved selv at lave film og animation. Det er interessant for dig, hvis du overvejer at søge ind på et kunstakademi eller på animations skolen i Viborg, (The Animation Workshop), er interesseret i at studere moderne kultur eller lignende på universitetet eller blot er nysgerrig på computergrafik, animation, video og samtidens billedstrøm generelt.


Læs om værkstedet for Animation