kl. 13:00 – 15:00

OBS: På grund af begrænsede pladser kræver dette arrangement tilmelding. Tilmeld ved at sende en mail til: talk@kunsthojskolen.dk 

Torsdag d. 23. november besøger vokalensemblet Theatre of Voices Kunsthøjskolen i Holbæk til en genopførsel af værket ”Sound, Voices, Words and Letters”.

”Sound, Voices, Words and Letters” komponeret specifikt til ensemblet af komponist og musiker Fuzzy (1939-2022) i 2021 og er et stykke hvor 4-stemmigt kor og elektronik mødes.

I programmet til værkets urpremiere i oktober 2021 skrev Fuzzy følgende.

Under mit forarbejde til “Sounds, Voices, Words and Letters” prøvede jeg at finde en tekst,  som ikke udtrykte en følelse eller et visuelt indtryk. Det lykkedes, da jeg i en bog om Dadaismen fandt et digt af den tyske digter  Carl Wilhelm Richard Hülsenbeck “END OF THE WORLD” (1916) i  en engelsk oversættelse. Med absurde sætninger som “The cows sit on the telegraphs poles and play chess” følte jeg mig ikke bundet til teksten på samme måde som det ville være tilfældet ved  en mere traditionel tekst. En gammel interesse for Dadaismen og dens lyrik blussede op og førte til, at jeg i herværende sammenhæng begyndte at interessere mig for brugen af enkelte ord eller stavelser og for de forskellige lyde som en sanger, udover at synge, kan frembringe, hvilket alt sammen gav mig nogle idéer og muligheder jeg ikke tidligere havde set, muligheder som blev forøget at THEATRE OF VOICES tekniske og kunstneriske niveau.

Elektronikken og det vokale er ligestillet i værket. Det elektroniske materiale har jeg udviklet og mixet i mit eget studie, og her har jeg arbejdet såvel med reallyde (f.eks. tikkende ure) som med synthizeisere og andre elektroniske instrumenter.

Skal man tale om formen i værket er der mere tale om en form, hvor det ene element afføder det næste, end om et tekst-skelet, som der er “lavet musik til”.. Nogle gange er det elektronikken, der sætter ting i gang,  nogle gange er det teksten. Man kan måske bedst opleve værket som én lang bevægelse, der først stopper, når værket er slut.

 Fuzzy

 

THEATRE OF VOICES blev grundlagt i London i 1990 af Paul Hillier. Theatre of Voices regnes for et verdens førende vokalensembler og fokuserer hovedsageligt på den ny musik men ofte flettet sammen med al slags tidlig musik, hvilket afspejler Hilliers livslange forkærlighed til netop disse to ender af det musikalske spektrum. Den har ført til tætte samarbejder med adskillige komponister og instrumentalensembler. Kort tid efter ensamblets etablering i 1990, havde Theatre of Voices sin første koncert i Berlin med nye værker af Arvo Pärt, bl.a. hans Berliner Messe. Ensemblets anden koncert var med musik af John Cage på Almeida Festivalen i London. Efter en del år, hvor Theatre of Voices fulgte Paul Hilliers universitetsansættelser i San Francisco-området og optrådte rundt i hele Nordamerika flyttede Hillier i 2003 tilbage til Europa, hvor Theatre of Voices siden har haft sin base i København. TOV modtager støtte fra Statens Kunstfond og Augustinus Fonden.

Program:

kl. 13-14: Generalprøve
kl. 14-15: Koncert med efterfølgende spørgsmål

Arrangementet er gratis. Tilmeld dig ved at sende en mail til talk@kunsthojskolen.dk

Læs om højskolens værksted for Aktuelt ->

Arrangementer

Kunsthøjskolen fejrer i samarbejde med Socialdemokratiet i Holbæk Kommune Grundlovdag onsdag d. 5. juni kl 14.00-17.00. Alle er velkomne, store som små. Tag familien og...
Koncerten er en del af Theatre of Voices Festival 2024 Køb billetter til koncerten hos Billetto, på linket her: Billet - Theatre of Voices: Gertrude...

Se alle aktuelle arrangementer ->