kl. 20:00 – 21:30 på Kunsthøjskolen i Holbæk

Som optakt til Kulturmødet på Mors den 20.-22. aug. 2015 inviterer vi til kulturmøde på Kunsthøjskolen.

Kunst kan give svar på mange spørgsmål, siges det. Hvorfor spørger vi den ikke? Og hvorfor bruger vi ikke kunst og kultur mere aktivt i udviklingen af os selv og samfundet? Der er tanker om at gøre kunst til en større del af dannelse og uddannelse. Vil det give samfundet større sammenhængskraft og udviklingsmuligheder?

For at diskutere kunstens potentiale i uddannelsen har vi inviteret performance-kunstneren Gry Worre Hallberg og politikeren Annette Vilhelmsen. Katrine Nyland Sørensen ( DR ) vil facilitere samtalerne.

Gry_Worre_Hallberg_2Gry Hallberg arbejder i et bredt krydsfelt mellem performancekunst, forskning, aktivisme og uddannelsesudvikling. Hun undersøger til stadighed nye måder at integrere og udfolde den æstetiske dimension ’på hverdagslivets scener’. Gry er medstifter og kunstnerisk leder af Sisters Hope, der arbejder med kunstnerisk intervention i uddannelsessystemet (igangværende projekt Sisters Academy) og står endvidere bag indholdsprofilen på bæredygtighedseksperimentet Dome of Visions, hvor hun også er kunstnerisk leder og hovedkurator. Gry er medstifter af og partner i House of Futures hvor hun bidrager gennem performance-agenturet Fiction Pimps. Desuden kuraterer hun performancekunst-programmet på Roskilde festivalen og er tilknyttet som ekstern lektor på Performance Design, RUC. Ved optaktsmødet på Kunsthøjskolen vil Gry tage udgangspunkt i det større nordiske performance- og uddannelsesprojekt Sisters Academy, som hun står bag sammen med sin performancegruppe Sisters Hope.

Annete Vilhelmsen er forhenværende minister og partformand for SF og er nu både undervisnings – og kulturordfører for samme parti. Hun  er  uddannet lærer fra Den Fri Læreruddannelse i Ollerup og cand. pæd. i almen pædagogik. Vilhelmsen har tidligere sagt, at hun mener folkeskolen skal gives fri for administration, og at hun ikke er tilhænger af karakterer og kanonlister. Annette Vilhelmsen havde børn og unge som en af sine tre mærkesager i den sidste valgkamp: “Børn og unge skal gennem hele opvæksten tilbydes omsorg, skole og uddannelse som svarer til den enkeltes behov. Kvaliteten skal måles på livskvalitet frem for økonomi”.

I sit arbejde som uddannelsesordfører gennem det seneste år har hun haft tydelige holdninger til skolen. Annette Vilhelmsen har undervist på forskellige efterskoler, en friskole og et voksenuddannelsescenter og var indtil hun blev valgt til Folketinget centerleder på Nationalt Videncenter for Frie Skoler og selvstændig pædagogisk konsulent. Hun mener, at folkeskolen skal være folkets skole, gøres fri for bureaukrati og kontrol.

Katrine Nyland Sørensen er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og arbejder som redaktør i DR Kultur, hvor  har ansvar for at styrke kulturnyhedsstoffet på P1, tv og web. Katrine er også ekstern lektor på RUC og har tidligere været næstformand i Statens Kunstråds Musikudvalg.

Debatmødet på Kunsthøjskolen er optakt og inspiration til det nationale kulturmøde på Mors i august hvor et bredt udsnit af kulturaktører, kunstnere, politikere og erhvervsfolk debatterer kulturens potentialer og udfordringer, og hvordan disse påvirkes og påvirker erhvervsliv, politik og samfund.

Din aktive deltagelse er et vigtigt bidrag til debatten.

Arrangementer

Fie Norskers praksis bygger både på den danske tradition for ekspressivt landskabsmaleri – med referencer til en kunstner som J.F. Willumsen – og knytter tråde...
Når man som arkitekt skal lægge et nyt lag til et steds historie, dannes der en ny helhed, og det er arkitektens job at gøre...
De to gambianske brødre Yusupha og Ansumana kommer fra den navnkundige Suso griot-familie i Gambia. Gennem tolv generationer har deres familie og slægtninge viderebragt, forfinet...

Se alle aktuelle arrangementer ->