Carl Christian Tofte er kunstner, feltornitolog, illustrator, forfatter, og musiker.
Carl Christian kigger på især fugle og mange andre dyr – især dem, som han kan sætte navn på – han kigger på planter, habitater og økosystener; prøver at forstå sammenhængene, som giver forudsætningerne for det liv, som udfolder sig, og prøver på at forstå den historik, som har skabt landskabet, i et dybt tidsperspektiv. Carl Christians interesse for – og kærlighed til – naturen indtager en helt central plads i hans liv, og giver en oplevelse af, blot at være til stede nu, i virkeligheden.
Carl Chistian Tofte om egen praksis:
“Den går i aller højeste grad ud på, at inddrage min temmelig omfattende viden om naturen i mine arbejder og værker. Det gælder sådan set både når det handler om decideret illustration, og når det drejer sig om fri kunst. I denne praksis indgår også det, at skitsere og notere i felten. Min kunst er således dels en udvidelse af mit sanseapparat, dels en bestræbelse, man kunne kalde den aktivistisk, på at synliggøre naturen, og på at tilføre noget, som for mange er umiddelbart usynligt, den værdi det er, at blive et motiv; i den forstand, at det at blive portrætteret, tilfører status og værdi. Og det vil jeg hævde, at det gør. Jeg er bevidst om, at det, at f.eks. en gråspurv bliver malet, als ich kann, gør den mere synlig, end den var i forvejen; de fleste ser den daglig, men ænser den ikke. Kunsten har en evne til at mediere, og til at skabe opfattelsen af virkeligheden – det er næsten det samme som selve virkeligheden, da denne virkelighed er, hvad vi agerer ud fra. Men alle disse betragtninger er i virkeligheden overbygninger på- og analyser af, noget som i bund og grund er drevet af lyst eller begær; efter at komme tættere på, efter virkelig at kunne se.Det er noget af det.
Kunst er nok en lyst, men ikke pjat. Deraf kommer vel følelsen af forpligtelse overfor sit talent. Du skal, også som kunstner, bevidstgøre dig om, hvad du gør.”
Hjemmeside: carlchristiantofte.dk
instagram: carlchristiantofte