“En engageret og levende undervisning kræver dygtige og engagerede undervisere, der med faglig og pædagogisk forståelse kan begejstre og motivere
Luka Holmegaard (f. 1990) er uddannet fra Forfatterskolen. Han har udgivet to romaner, essayhybriden Look (2020) og senest digtsamlingen Havet i Munden (2023).
Holmegaard har skrevet essays og kunstkritik for Dagbladet Information, og laver ofte værker og samarbejder indenfor kontekst af billedkunst og performance; senest en musikdramatisk performance-version af Havet i munden, som blandt andet blev opført på Roskilde Festival.
Han har vundet Prisma Litteraturpris, modtaget et to-årigt arbejdslegat fra Velux-fonden og været nomineret to gange til Politikens Litteraturpris. Han er oversat til svensk, engelsk og tysk.
Holmegaard har undervist i litteratur og skrivning siden 2013 – bl.a. på Forfatterskolen i København, Borups Højskole, Skrivekreds i Nordvest, Københavns Kunstskole, og selvfølgelig de seneste år på Kunsthøjskolen i Holbæk.
OM HAVET I MUNDEN (2023): “På vej tilbage til huset spørger E, hvordan det føles at bade. Om jeg er nervøs, selvbevidst. Jeg siger nej, siger: Jeg har det som om min krop er fyldt med lys.”
– Fra Havet i munden
Digte om to kropslige oplevelser, der på én gang er komplekse, overvældende, enkle og altomvæltende – at bade i havet og at begynde at tage hormonet testosteron. Bogen følger et jeg gennem en række af kropslige forandringer og badeture.
Havet er hårdt, koldt, blødt, skinnende og fuldt af andre badegæster, kroppen vil alt muligt, stemmen er i overgang. Præmisserne for sproget, talens og kroppens væren i verden ændrer sig og må genforhandles. Hvordan taler man med en knækket stemme?
OM LOOK (2020): Look er en bog om tøj, tekstiler, mode og læsning. Om stramme uniformer og smukke, besværlige jakkesæt, om vævning og broderi, om J.D. Salingers tweed og Emily Dickinsons musselin, om plyssede, bløde angorasweatre og sprøde, hvide skjorter. Det er også en bog om at skabe og omskabe køn, om magt, kærlighed og et mildest talt kuldsejlet arbejdsforhold. Om at læse og blive læst. Om stoffet mellem os og resten af verden.