Værkstedet for Ting og Sager*

Fag i 2. periode F21, Værkstedsfag

*som måske er kunst.

Vi har droppet at kalde dette hold for skulptur, for der er ikke nogen, der ved, hvad det egentlig betyder. Og installation betyder også bare, at nogle ting befinder sig i, eller danner, et rum, så det siger heller ikke rigtigt noget.

Genrebetegnelser kan måske være brugbare nok, men de begrænser også, hvad der kan laves og tænkes. Og formålet må være, at finde ud af, hvordan I hver især laver kunst, og ikke at lave kunst, som nogle andre har lavet den, eller bekræfte en gammel idé om en bestemt slags kunst.

Derfor er udgangspunktet for Værkstedet for ting og sager, at vi kan alt.

– selvfølgelig kan vi kun alt inden for jeres budgetter og med det grej, vi har til rådighed. Men målet er at lave så meget som muligt med de forhåndenværende midler, eller målet er: at hjælpes ad med at lave den kunst, I skal lave, og at præcisere den ved at tale om den, og om kunst generelt osv.

Vi har tradition for at starte med en slags kunstnerisk selskabsleg, men ellers er der som udgangspunkt ingen bundne opgaver, ud over altså den store opgave: lav din kunst!

Hvis I er specifikt interesserede i en genre, som der er et kursus i, er I nok bedst hjulpet ved at tage det hold, men ellers er der ikke noget, vi ikke vil beskæftige os med.


Læs om værkstedet for Installation / Rum