Tegning

Kursus C: 5. juli – 18. juli 2020 ( 6600 kr. )

Hvordan kan man tænke tegning? Hvordan kan man praktisere tegning? Hvordan får du dit kunstneriske univers til at hænge sammen? Og hvordan kan du praktisere efter højskolen er slut? Årets tegnekursus består af flere dele, bla en fælles del, og en del, hvor du og jeg sammen fokuserer på din personlige praksis. Dit niveau er ikke afgørende, for alle kan tegne.
I den personlige sparring er det blandt andet disse spørgsmål, vi skal tale om på tomandshånd. Det er noget andet end klassisk undervisning i tegning – ikke nødvendigvis så meget om teknik – kun hvis det er påtrængende at tale om – men mere om metoder, tilgange til tegning, og generelt om dit arbejde og hvordan vi kan “tune motoren”. Jeg ser på hvad du har at byde på – og lytter til hvad du fortæller om din praksis og de værker eller eksperimenter du laver under opholdet.

Vi skal undersøge hvad tegningen egentlig kan bruges til. Hvad sker der, når vi slipper kontrollen? Tegning, og kunst generelt, får sin værdi, når den udfoldes i et socialt rum. Vores værksted er scenen – du som kursist får hovedrollen – mens jeg, som deltagende instruktør, gør mit bedste for at facilitere en god oplevelse for alle. Den store finale er fremvisningen af resultaterne på elevudstillingen sidst i opholdet.

De 14 dage vi har sammen på højskolen er en unik mulighed for at arbejde med hinanden på en måde, der ikke er den samme, når man selv går og tumler med tingene. Derfor er en væsentlig del af forløbet at arbejde på en kæmpe fællestegning, som vi selv definerer reglerne for i løbet af processen. Det store hvide papir er helt åbent og frit!

Udover fællesdelen, arbejder du også selvstændigt. Her er der ligeledes frit slag – måske lader du dig inspirere til et projekt, du kan arbejde med sideløbende med fællestegningen. Det vigtige er ikke at give op – at være i en tilstand af konstant åbenhed og bevægelse. Tegning er både en fysisk, kropslig øvelse, der kan fordre hurtighed – men den er også langsom og meditativ, hvor du kan synke ind i en helt særlig sindstilstand.

Det bedste bærende element er altid lystbetonet. Det handler om at finde ind til det sted, hvor vi kan give slip på de store forestillinger, fokusere på det der kan ske i øjeblikket, at lære at tænke kreativt og nyskabende – og samtidig omsætte det hele i nogle værker, vi ikke kender på forhånd.

Undervejs krydrer jeg det hele med forskellige indslag på undervisningen – foredrag og små øvelser.

En ting er dog sikkert : Det skal være sjovt!
Forslag til materialer der kan medbringes, eller købes på skolen:

Blyanter i forskellige hårdheder (personligt sværger jeg til 6B – den er kraftig, men stadig præcis) Farveblyanter
Papir – notesbøger, skitsebøger, A4, A3, en stor rulle papir.
Blyantspidser, viskelæder

Flydende tusch, pensler
Kul
Andet værktøj, du gerne vil prøve af
Medbring gerne billeder af kunstværker, du synes er gode eller vigtige, eller bare gerne vil tale om.

Der skal påregnes lidt udgifter til fælles materialer.

Tilmelding