Tegneserie

Efterår 2022, Eftermiddagsfag, Fag i 1. periode E22

Tegneserier er på mange måder én af de frieste, mest tilgængelige og alsidige kunstformer. Alt du har brug for er papir og blyant, og du kan lave alt fra episke dramaer til instruktionsmanualer.

Man kan snildt argumentere for at der ikke er nogen forkert måde at lave tegneserier på. Men der er til gengæld rigtig mange mere eller mindre bedre måder at lave tegneserier på.

Vi vil gennemgå nogle af de mange forskellige aspekter af kunstformen, dets historie og skabere og pille tegneserien fra hinanden for at forstå hvilke dele den består af, og hvordan de får tegneserien til at fungere – og nogen gange ikke fungere.

Tegneserier handler i sidste ende om at fortælle hvad man nu vil fortælle, og forløbets hovedfokus vil derfor være hvordan man med ord og billeder som redskab kan få sin fortælling ud gennem siderne.

Og derfor skal vi selvfølgelig undervejs også lave en masse tegneserier.

Man skal forvente selvstændigt arbejde og løbende kritik.


Læs om værkstedet for Tegneserier