Performance

Eftermiddagsfag, Fag i 2. periode F23, Forår 2023

I dette fag tager vi udgangspunkt i kroppen som udtryksform, som katalysator for den kreative og skabende proces. Vi undersøger kroppens fysiske, emotionelle, mentale og kommunikative dimensioner, gennem bevægelse, dans, koreografi og performancekunst. Kan man f.eks bevæge sig fra knoglerne, kødet eller sanserne? Kan man ved hjælp af sit mentale fokus forestille sig at man bevæger sig som elektricitet, porøst træ eller tyggegummi? Hvilket udtryk giver det? og hvad oplever beskueren/publikum? Hvordan fortæller man med kroppen? Kan man bruge et bestemt narrativ som intentionen bag bevægelser? En abstrakt serie af billeder? eller en politisk agenda? Hvordan udtrykker man disse spørgsmål gennem kroppen eller kompositioner mellem flere kroppe?

Vi har allesammen erfaring med at være en krop og den taler allerede bevidst eller ubevidst om hvem og hvad vi identificere os med og som. Gennem det performative og kropslige arbejde kan vi udfordre de normative grænser for hvad en krop er, hvordan den udtrykker sig og hvordan den visuelt fremstår. Prøv engang at lukke øjnene, og mærk din hånd, kan du beskrive den uden at bruge ordet hånd? Og hvordan er oplevelsen af din hånd?; Den er varm, 5 kolde punkter, nogle former træder frem mens andre nærmest mærkes som tomrum… Her erfarer vi hvordan sproget kan hjælpe os med at definere verden, via ord som f.eks ‘hånd’. Men at verden samtidig kan opleves, sanses og nuanceres på mange mere forskelligartede måder, afhængigt af vores perspektiv.

Vi vil arbejde både som en gruppe og individuelt, med respekt for hinandens forskelligheder og med en bevidsthed om vores fælles grundvilkår. I vil få mulighed for at afprøve egne ideer og skabe performative værker, måske med direkte inddragelse af kroppen, måske i samarbejde med andre medier. Afhængig af gruppens og de individuelles behov og ønsker, afsluttes forløbet med ét fælles værk, flere soloer eller duetter.
Det er et spændende og nervepirrende øjeblik at dele sit arbejde med et publikum, men også helt afgørende og berigende for at få en forståelse af hvad det egentlig er man har skabt og hvordan det resonerer med verden omkring en. Det er en del af processen.

Alle er velkomne, uanset erfaring med dette fagområde og vi arbejder med et fællesansvar for at skabe et trygt rum for alle. Du kan forvente at få sved på panden dagligt og vende hjem til åndedrættet, kroppen og hjertet som utrætteligt og uden vores indblanding banker i vores bryst og tager vare på vores energi og livskraft.

Mine første spørgsmål til dig er:
WHAT MOVES YOU? And WHERE DOES MOVEMENT COME FROM?

Praktisk:
Tøj du frit kan bevæge dig i
Tøj og sko til alt slags vejr
Tæppe
Notesbog og tegne/skrive redskaber

Links:
Conference announcement: Expanded Choreography. MACBA march 2012 (Museum of Contemporary Art of Buenos Aires)
Anne Teresa De Keersmaeker’s opening speech for EDN: What’s Next in the Dance Ecosystem
Judith Butler ‘Your Behavior Creates Your Gender’ (youtube).


Læs om værkstedet for Performance