Grøn Sløjd

Kursus B: 16. juni – 29. juni 2024

Glæden ved at skabe håndgribelige ting, bygget i træ, lavet med dine egne hænder.

Har du lyst til at arbejde med træ som materiale? På dette kursus tages der udgangspunkt i arbejdet med frisk træ også kaldet grøn sløjd.

Frisk træ er saftigt og blødt og derfor lettere at bearbejde. Det er utroligt velegnet til skulptur, samt tilvirkning af skamler, skåle, skeer og en lang række andre brugs og dekorationsgenstande.

På kurset vil der blive undervist i brugen af traditionelt håndværktøj.
Gennem forskellige øvelser af teknisk karakter vil I få en grundlæggende forståelse af træet som materiale.

Kurset vil bestå af en blanding af fælles øvelser og fordybelse i individuelt arbejde på egne projekter.

I vil blive præsenteret for forskellige teknikker i fremstilling af emner samt dekoration og overfladebehandling. Vi vil også gennemgå slibning af værktøjet vi bruger, så det arbejder optimalt.

Kurset kræver ikke nogen forudgående erfaring med at arbejde med træ. Det kræver blot nysgerrighed og gåpåmod og lysten til at udforske træet som materiale.

Vi vil arbejde med følgende værktøj: kniv, båndkniv, økse, sav, hulkniv, stemmejern, udhulningsjern, flækkejern og en tengsel (økse til udhuling) Disse værktøjer vil være til rådighed for alle.
Medbring gerne eget værktøj.

Materialeudgift 200 kr til 600 kr pr deltager alt efter projekternes omfang.

Tilmelding