Arkitektur

Eftermiddagsfag, Fag i 2. periode ( 7. okt. – 10. nov. )

Når arkitektur er bedst, er det fordi den gør en forskel. Og det kan den gøre, fordi arkitekten har villet det! Arkitektur er først og fremmest at ville noget med verden.

Kurset vil fokusere på begreberne rum, form, masse og struktur. Gennem en serie praktiske opgaver, af varierende længde og intensitet, skal vi udforske og udfordrer både andres og egne forestillinger om den formbare verden – midt mellem store armbevægelser og kirurgisk præcision.
Dialogen mellem ide og stof, og mellem produktionens forskellige medier, særligt tegning og model, åbner netop muligheden for at nedbryde vanetænkning og (gen)opdage gennem en eksperimenterende tilgang til stoffet.

Efter hver opgave vil vi i fællesskab gennemgå og diskutere resultaterne, en “klassisk kritiksituation” som den foregår både på arkitektskolerne og private tegnestuer, dette giver en unik mulighed for at lære at præsentere og perspektivere sin egen produktion, og blive god til at se og tale om forskellige tilgange til arkitekturen.

Hvad end man allerede nu tænker, at man vil søge ind på en af arkitektskolerne, eller man bare har lyst til at få arkitekturen mellem hænderne og ind under huden, vil kurset give en forståelse af og erfaring med de metoder og processer det kræver, for at kunne arbejde forslagsstillende med verden.
Eneste forudsætning er lysten til at arbejde arkitektonisk med sine ideer.


Læs om værkstedet for Arkitektur