Analogt Fotografi

Kursus C: 5. juli – 18. juli 2020 ( 6600 kr. )

Kurset ANALOGT FOTOGRAFI vil være fokuseret på KAMERALØST FOTOGRAFI, dvs. at vi ikke vil fokusere på kamerateknik, men arbejde med det, jeg kalder ORGANISK FOTOGRAFI . Vi vil rejse tilbage til det fotografiske medies fortid og anvende fotografiets første kemiske opfindelser i nutiden. Vi vil starte med at bygge eget kamera, et PIN HOLE KAMERA for at forstå det under og det fænomen, et fotografi er. Disse billeder eller /og medbragte billeder vil vi da bearbejde digitalt til negative transperenter , som anvendes i arbejdet med billeder, der bliver til uden brug af kamera, men ved hjælp af kemi, sollys, vand og berøring. Vi vil dyrke farvepaletten i det sort/hvide fotografi v.hj.a rådne planter og kemi, og hver dag opnå unikke udtryk og måder at eksperimentere på til inspiration for alle på holdet.
Vi vil arbejde med direkte påsmøring af lysfølsomt emulsion på trykpapir med LIQUID LIGHT, som en undersøgelse af det sort-hvide fotografis kemiske farvepalet.
Den blå palet vil vi undersøge i arbejdet med CYANOTOPI , hvor kemien ligeledes males direkte på papir, stof eller træ. Vi bevæger os her i grænselandet imellem fotografi og maleri og til hvert negativ vil vi stille spørgsmålet : Hvilke processer fortæller bedst det, jeg gerne vil have frem i dette billede ?
Kurset kræver ingen fototekniske forudsætninger. Fotopapir og kemi kan købes på skolen.

Tilmelding