Maleri

Kursus B: 19. juni - 02. juli, 2016 ( 6150 kr )

Dette kursus henvender sig til alle – begyndere såvel som øvede – der har lyst til at at kende og lære grundlæggende og/eller mere avancerede teknikker indenfor maleriet.

Der kræves ingen specielle forudsætninger for at kunne deltage. Undervisningen tager primært afsæt i kursistens eget billedunivers, ideer og hvad der ligger på hjertet.
Jeg fokuserer i min undervisning på olie- og akrylmaling samt tegning, men andre udtryksformer er set før og er meget velkomne.

Under kurset vil der blive gennemgået og diskuteret, hvordan forskellige ideer og forlæg kan benyttes som oplæg til et billede. Det kan f.eks. være fotografiske skitser, manipulerede tegninger eller mere traditionelle iagttagelser.

Et andet centralt emne i undervisningen er opbygningen af forskellige paletter og farveskalaer. Ligeledes vil forskellige teoretiske spørgsmål angående analoge kontra komplimentære farveskaler, samt farvernes egenskaber blive gennemgået under kursusforløbet.

Begreber som komposition, abstraktion og figuration. Samt lys og skygge, mellemtoner, forgrund og baggrund, billedet bag billedet og billedets dynamik med flere – er alle udtryk der tilhører en billedverden.
Dette sprog er nyttigt at have kendskab til, og jeg vil derfor forsøge at gøre det tilgængeligt for alle.
Under fælles gennemgange perspektiveres både idé og teknik ud fra en såvel personlig som en kunsthistorisk vinkel.

Der vil blive lagt vægt på at løse de udfordringer, der opstår undervejs samtidig  med, at en personlig proces og metode udvikles. I det hele taget er en stor del af undervisningen individuel, og de kursister, der ønsker det, kan få stillet opgaver svarende til den enkeltes erfaringer og ønsker.


Læs om værkstedet for Maleri