Keramik

Kursus B: 18. juni – 1. juli 2023

Leret er med sin plasticitet et fantastisk materiale, når man gerne vil arbejde tredimensionelt. Det rummer uanede muligheder og kan formes til stort set alt, det er kun fantasien, der sætter grænser. Det bløde formbare materiale, som leret er, rummer en umiddelbar kvalitet, som taler til de fleste.

På dette forløb vil vi fokusere på modellering og det skulpturelle udtryk. I vil blive præsenteret for forskellige øvelser af både teknisk og visuel karakter, som vil give jer en grundlæggende forståelse af leret som materialet. I vil blive introduceret til forskellige dekorationsteknikker i form af begitninger og oxider. Når leret er tørt, skal det brændes og glaseres. I vil få indblik i hele den keramiske proces fra idé til færdige værker.

Ud fra ovennævnte vil I kunne arbejde individuelt med egne ideer, som jeg vil støtte jer i at udføre. Vi vil have fokus på processen, da det er her, det spændende sker. Der bliver god mulighed for fordybelse og for at gøre sig nogle erfaringer, som kun tiden med hænderne begravet i materialet kan give. Det handler om kvalitet frem for kvantitet. Alle kan være med uanset tidligere erfaring.

I skal påregne materialeforbrug på ca. 800 – 1500 kr. Medbring gerne forklæde og værktøj. Der er lidt fælles værktøj, og ellers kan det købes i højskolens butik.

Vel mødt i keramikværkstedet.

Lea

Tilmelding