Værksteder /

Keramik

Keramik har for længst fundet sin plads i kunstens verden og indgår i både performative, installatoriske og skulpturelle sammenhænge. Lerets plastiske egenskaber kombineret med brændings- og glasurprocesserne gør keramik til et fantastisk og intuitivt materiale, der har sin helt egen tid.

‍

Leret er et materiale, der inviterer til dialog. Det responderer direkte på dine hænders påvirkning og kan være både føjeligt, direkte og let at arbejde med, men også genstridigt, utilregneligt og omstændeligt. Du kan arbejde sirligt og kontrolleret eller hurtigt og intuitivt, hvor håndens bevægelser får lov til at stå synlige i det færdige værk.

På keramikværkstedet undersøger vi, hvordan der kan opstå en udveksling mellem dine idéer, dine hænder og materialet selv. Vi øver os i at give plads til processen og lade materialets muligheder være med til at forme værket undervejs.

‍

Keramik
No items found.

Keramik på Kunsthøjskolen

Du vil få indblik i lerets egenskaber og den arbejdsproces, der leder frem til et færdigt værk. Undervisningen veksler mellem fælles oplæg, tekniske demonstrationer, individuelle vejledninger og selvstændigt værkstedsarbejde.

Vi arbejder med formudvikling og kunstnerisk udtryk, vævet sammen med introduktioner til byggeteknikker, glasering, begitning og andre dekorationsteknikker. Der lægges vægt på eksperimenter, undersøgelser og udviklingen af et personligt formsprog.

En central teknik på værkstedet er pølseteknikken, som giver stor frihed i arbejdet med både brugsting, skulpturelle objekter og mere eksperimenterende former. Sammen undersøger vi, hvordan enkle håndbygningsteknikker kan føre til komplekse rumlige udtryk.

Skolen råder over et smukt keramikværksted med plads til 14 elever.
Vi arbejder primært med stentøjsler og porcelæn samt glasurer, der kan indfarves ved hjælp af oxyder og stains. Værkstedet er indrettet til både håndbygning, modellering, glasering og dekoration, og vi brænder i elektriske ovne.

Keramik er blandt menneskets ældste formgivningspraksisser, men i disse år oplever materialet samtidig en markant interesse inden for samtidskunsten. Leret bevæger sig frit mellem kunst, design, kunsthåndværk og arkitektur og bruges af kunstnere i alt fra installationer og performances til skulpturer og rumlige undersøgelser.

Gennem foredrag, værkstedsbesøg, udstillinger og præsentationer af danske og internationale kunstneres arbejde får du indblik i det keramiske felts mange traditioner og aktuelle strømninger.

Keramik er for alle, der ønsker at arbejde med form, rum og materialitet gennem et direkte og sanseligt materiale.

Her er plads til at bruge faget som forberedelse til videre uddannelse inden for kunst, kunsthåndværk, design eller arkitektur, såvel som at søge en dybere forståelse af materiale, proces, kunstnerisk praksis og personligt udtryk gennem arbejdet med ler.

‍

Plads til kunst,

Plads til dig

Kunsthøjskolen er et sted, der skaber og kræver plads til tankens frie bevægelse. Her dannes netværk mellem kunstinteresserede og engagerede mennesker.

Nærbillede af vægmaleri med lodrette farvebånd i gyldent gul, sort med hvide sprøjt og brunt.

flere værksteder

Vores værksteder giver plads til at arbejde hele dagen, hele aftenen og hele natten. Her er særlige rum til keramik, maleri, lyd, performance, installation, tekst, tegning og meget mere. Her kan man både arbejde koncentreret alene og i fællesskab med andre.

Vi har plads til det hele. Plads til at bygge noget stort eller noget småt. Plads til at efterlade noget ufærdigt, til at eksperimentere, fejle, starte om og vende tilbage.

Portræt af forstander Michael Nielen
Har du spørgsmål?
Du kan altid kontakte os og spørge.
Kontakt os