Værksteder /

Fotografi

Fotografiet standser tiden, konkret og fysisk, og stiller ved sin blotte væren spørgsmålet: Hvor skal tiden standses, og hvorfor?
Men fotografiet flytter også tiden fra optagelsesøjeblikket til betragterens tid. Dette felt er altid nyt.

Fotografiet er både et aftryk af verden og en fortolkning af den. Lige så gammel som forestillingen om fotografiet som et neutralt billede af virkeligheden er forestillingen om dets manipulationer. På Kunsthøjskolen undersøger vi fotografiet som kunstnerisk praksis og som en måde at se, registrere, fortælle og forstå verden på.

Fotografi
No items found.

Fotografi på Kunsthøjskolen

Fotografi udbydes gennem forskellige værkstedsfag og undervisningsforløb med skiftende undervisere. Fælles for dem er interessen for billedet og for fotografiets særlige måde at undersøge verden på.

Undervisningen veksler mellem praktiske øvelser, oplæg, billedgennemgange, foredrag, individuelle projekter og fælles samtaler. Vi arbejder med udviklingen af et personligt fotografisk udtryk og undersøger spørgsmål som: Hvad er fotografi? Hvad er et fotografisk billede? Og hvordan kan fotografiet bruges i en kunstnerisk proces?

Der arbejdes både med egne projekter og fælles opgaver, der styrker den fotografiske opmærksomhed, evnen til at se og refleksionen over billeders betydning.

På værkstedet arbejdes der med både analoge og digitale fotografiske processer.

Afhængigt af det enkelte forløb kan undervisningen omfatte blandt andet portræt, stilleben, gadefotografi, fotografiske fortællinger, fotobøger og kamerabaserede kunstprojekter. Der arbejdes desuden med teknikker som pinhole-fotografi, fotogrammer, kemigrammer, cyanotypi og eksperimenter i grænsefelterne mellem fotografi, tekst, tegning og andre kunstneriske medier.

Kunsthøjskolen råder over et stort mørkekammer samt faciliteter til både analogt og digitalt fotografi.
Der er mulighed for at låne analoge kameraer, digitale spejlreflekskameraer, stativer og fotolamper. Værkstedet råder desuden over Mac-computere med billedbehandlingssoftware samt professionelt printudstyr til udstillinger og projekter.

Lige så gammel som fotografiet er forestillingen om, at det gengiver virkeligheden mere sandfærdigt end andre kunstneriske medier. Men fotografiets historie er samtidig historien om fortolkning, iscenesættelse og manipulation.

Gennem mødet med både historiske og samtidige kunstnere undersøger vi fotografiets udvikling fra de tidlige kemiske processer til nutidens digitale billedkulturer. Vi ser på fotografiet som kunstform, dokumentation, kommunikation og kulturelt redskab.

I en tid hvor billeder produceres, deles og manipuleres i et hidtil uset omfang, bliver spørgsmål om virkelighed, repræsentation og billeders betydning stadig mere aktuelle.

Fotografi er for alle, der er nysgerrige på billeder og på, hvordan fotografiet kan bruges som kunstnerisk og undersøgende praksis.

Interessen kan være at udvikle dit fotografiske udtryk, at skærpe dit blik, eller forstå fotografiets mange muligheder. Her er der plads til både det dokumenterende, det poetiske og det eksperimenterende.

Plads til kunst,

Plads til dig

Kunsthøjskolen er et sted, der skaber og kræver plads til tankens frie bevægelse. Her dannes netværk mellem kunstinteresserede og engagerede mennesker.

Nærbillede af vægmaleri med lodrette farvebånd i gyldent gul, sort med hvide sprøjt og brunt.

flere værksteder

Vores værksteder giver plads til at arbejde hele dagen, hele aftenen og hele natten. Her er særlige rum til keramik, maleri, lyd, performance, installation, tekst, tegning og meget mere. Her kan man både arbejde koncentreret alene og i fællesskab med andre.

Vi har plads til det hele. Plads til at bygge noget stort eller noget småt. Plads til at efterlade noget ufærdigt, til at eksperimentere, fejle, starte om og vende tilbage.

Portræt af forstander Michael Nielen
Har du spørgsmål?
Du kan altid kontakte os og spørge.
Kontakt os