Værksteder /

Animation, Lyd & Video

Animation, lyd og video er kunstformer, der udfolder sig i tid. Værkerne har en begyndelse og en slutning, kører i loop eller undersøger på andre måder vores oplevelse af tid. Nogle værker er fortællende, andre mere abstrakte. Nogle er digitale, andre analoge eller en blanding af begge dele.

På Kunsthøjskolen arbejder vi med tidsbaserede medier som et åbent kunstnerisk felt. Fælles for fagene er interessen for lyd, billeder og bevægelse som kunstneriske materialer, og for hvordan tid kan bruges aktivt i skabelsen af værker, der åbner nye måder at opleve, sanse og forstå verden på.

‍

Animation, Lyd & Video
No items found.

Animation, Lyd & Video på Kunsthøjskolen

Animation

Animation er observation, historiefortælling og eksperimentering. Gennem arbejdet med håndtegnet animation, stop motion eller objektanimation undersøger vi, hvordan billeder, objekter og materialer kan sættes i bevægelse og skabe nye fortællinger.

Undervisningen veksler mellem praktiske øvelser, filmvisninger, fælles diskussioner og egne projekter. Vi arbejder med bevægelse, rytme, sekvenser og billeddannelse og ser på animation som både kunstnerisk værktøj og selvstændig kunstform.

Vi ser på animation som mere end en teknik; som en måde at undersøge bevægelse, fortælling og forandring gennem billeder og materialer.

Lydkunst

Lydkunst er et åbent praksisfelt mellem kunstarterne. Her arbejder vi i spændingsfeltet mellem lyd og stilhed og undersøger lyd som materiale, rum og kunstnerisk udtryk.

På værkstedet kan arbejdes med feltoptagelser, støj, klangflader, collager, performance, rumundersøgende installationer og eksperimentelle lydværker. Nogle værker kommer ud af højttalere, andre ud af hovedtelefoner, og nogle tager form som objekter, tekst eller handlinger.

Undervisningen kombinerer præsentationer af centrale værker fra musikhistorien og samtidskunsten med praktiske øvelser, eksperimenter og egne projekter. Der kræves ingen særlige musikalske forudsætninger, kun lysten til at arbejde med lyd.

Video

Video er en kunstnerisk praksis, der bevæger sig frit mellem film, performance, installation og billedkunst. Mediet kan være fortællende, personligt, dokumenterende, konceptuelt eller rent undersøgende.

Undervisningen tager udgangspunkt i videomediets mange muligheder og i udviklingen af et personligt visuelt sprog. Vi arbejder med opgaver, individuelle projekter og fælles samtaler om kunst, billeder og samtidige strømninger.

Video kan tage form som frie eksperimenter med lys, objekter, form og bevægelse, men også som installationer eller mere filmiske fortællinger. Der arbejdes både selvstændigt og i fællesskab med fokus på kunstnerisk intention og udtryk.

Fælles for animation, lyd og video

Der er adgang til computere med software til animation, videoredigering, lydredigering og digital billedbehandling. Skolen råder desuden over kameraer, videoprojektorer samt et musik- og lydlokale med mulighed for optagelse og lydredigering.

Afhængigt af det enkelte forløb kan arbejdet bevæge sig mellem animation, lyd, video, fotografi, installation og andre kunstneriske medier.

Animation, lydkunst og videokunst er relativt unge kunstformer, men trækker på traditioner fra film, fotografi, musik, performance og billedkunst.

Gennem mødet med historiske og samtidige værker undersøger vi, hvordan kunstnere har arbejdet med lyd, levende billeder og bevægelse gennem forskellige teknologier og medier. Vi ser på, hvordan disse praksisser fortsat udvikler sig i takt med nye teknologiske og kulturelle vilkår.

Fagene er for dig, der er nysgerrig på tidsbaserede medier og ønsker at undersøge, hvad der kan opstå, når lyd, billeder og bevægelse bringes i spil.

Nogle bruger værkstedet som forberedelse til videre uddannelse inden for animation, film, videokunst, lydkunst eller billedkunst, mens andre møder fagene for første gang. Det kræver ingen forudsætninger. Arbejdet tager afsæt i undersøgelser, eksperimenter og personlige kunstneriske processer og udtryk.

‍

Plads til kunst,

Plads til dig

Kunsthøjskolen er et sted, der skaber og kræver plads til tankens frie bevægelse. Her dannes netværk mellem kunstinteresserede og engagerede mennesker.

Nærbillede af vægmaleri med lodrette farvebånd i gyldent gul, sort med hvide sprøjt og brunt.

flere værksteder

Vores værksteder giver plads til at arbejde hele dagen, hele aftenen og hele natten. Her er særlige rum til keramik, maleri, lyd, performance, installation, tekst, tegning og meget mere. Her kan man både arbejde koncentreret alene og i fællesskab med andre.

Vi har plads til det hele. Plads til at bygge noget stort eller noget småt. Plads til at efterlade noget ufærdigt, til at eksperimentere, fejle, starte om og vende tilbage.

Portræt af forstander Michael Nielen
Har du spørgsmål?
Du kan altid kontakte os og spørge.
Kontakt os