sommerkurser
Om sommeren tilbyder vi korte sommerkurser af 8 eller 14 dages varighed.
Kom og oplev en del af sommeren på Kunsthøjskolen i Holbæk.
Mød andre kunstinteresserede og engagerede mennesker, og arbejd koncentreret på ét af vores mange værksteder.
Sommerkurserne på Kunsthøjskolen er kendt for deres høje faglighed og et intenst, sprudlende socialt liv med diskussioner, foredrag, koncerter og andre fælles arrangementer. Det hele er krydret med god mad fra vores køkken og garanteret ægte dansk sommervejr.
Tilmeldingen til sommerkurser 2027 åbner d. 30. november 2026 Kl. 18:00

aktuelle sommerkurser
Kursus A er et eksperimenterende kunstkursus, hvor proces, nysgerrighed og fællesskab danner rammen om en uge med kunstneriske undersøgelser.
Undervisningen varetages af erfarne billedkunstnere, som åbner forskellige indgange til kunstnerisk arbejde og skaber rum for både fordybelse, dialog og nye perspektiver. Her er plads til at være nybegynder, erfaren eller et sted midt imellem.
Værkstedsarbejde, fælles aktiviteter og samtaler flettes sammen i en levende uge, hvor kunsten kun ikke handler om resultater, men også om de spørgsmål, erfaringer og møder, der opstår undervejs.
Vælg mellem disse værkstedsfag
Kurset vil vi arbejde skulpturelt i ler og gips og få kendskab til forskellige støbetekniker.
Vi skal som udgangspunkt arbejde med at modulerer i ler i kombination med fundne objekter, for eksempel planter, blomster, madvarer og andre brugsgenstande.
Vi skal nørde klassiske relieffer i gips og nyfortolkninger i alskens materialer og omdanne vores personlige billedsprog til tredimensionelle skulpturelle billeder.
Vi skal på kurset opnå erfaring i at tænke med materialet, da arbejdet med et specifikt materiale ofte kan ændre den oprindelige kurs fra det intenderede.
Kurset er kort, og fokus vil være på proces og udvikling, frem for færdige værker.
Materialer vil primært være ler og gips, men vi skal også arbejde med alginat og lave silikone og latexforme med gipskarper, så det også efter kurset kan være muligt at producere flere afstøbninger af sine egne værker i forskellige materialer som f.eks beton, eller f.eks i voks til metalstøbning.
Der vil på dette kursus ikke blive brændt i keramikovnen.
På dette 8 dages sommerkursus vil vi komme vidt omkring. Fokus vil ligge på fordybelse i malerprocessen, og give rum til at eksperimentere med det visuelle udtryk. Vi vil forsøge at udvide vores blikke og forståelse af de ting vi laver individuelt men også betydningen af det fælles kollektive rum.
Igennem opgaver og øvelser, både fælles og individuelle, danner vi grobund nye dynamikker og udvikling af dit personlige udtryk. På dette kursus vil jeg forsøge at gøre dig i stand til at komme dybere ind i eller videre med den proces, det er at male. Jeg vil introducere maleteknikker, metoder der kan brugbare for at udvikle sit maleriske sprog.
Undervisningen vil også fokusere på individuelle samtaler, der kan hjælpe dig til at se mulighederne i det du laver og fælles gennemgang, hvor vi på de ting i har lavet, sammen.
Vi vil også bruge tid på at snakke sammen om alt det der inspirerer og motiverer jer. I ugens løb vil i få tingene vendt tingene på hovedet og måske er der det der hjælper dig til at se tingene fra nye vinkler.
Der bliver rig mulighed for lange aftner på værkstedet og samvær med dine medkursister.
En tætpakket og intens uge med skriveøvelser, samtaler om opgaverne og oplæsninger.
I skriveøvelserne bruger vi bl.a. musik, ord og billeder som inspiration.
Vi gennemgår de skrevne opgaver og når sikkert også at tale om andet (end) litteratur.
Til sidst afslutter vi med en oplæsning eller noget helt andet.
Du behøver ikke at have skrevet tidligere eller fået udgivet noget for at kunne deltage.
Men tag gerne en bærbar med af en slags, som du kan skrive ind på – resten sørger jeg for.
Tegningen bruges som brobygning mellem vores indre liv og den omgivende verden. Som broen mellem det tænkte og det gjorte. Som kunstnere er vi klar over tegningens styrke, men måske ikke så sikre på den, som vi ønsker. Denne uge skal bruges på at udbygge det fundament tegningen er for vores skaben.
På værkstedet vil vi dykke ned i tegningens værktøjer og muligheder.
Vi vil både forsøge en afdækning af grænserne for mediet, og hvilke værktøjer vi benytter os af som tegnere.
Vi vil arbejde både med observationsbaseret tegning (bl.a. efter croquis model) og med tegning baseret på kompleksiteten i vores indre liv.
Det hele vil være understøttet af samtale om de forskellige medier og øvelser, før under og efter.
Undervisningsformatet vil være en hel del en-til-en, en smule for hele holdet, tilsat en masse samtale mellem os alle.
Vi vil bevæge os omkring (men ikke begrænse os til) følgende medier:
grafit, kul, pastel og blæk
Lige så gammel som det fotografiske medie er forestillingen om, at fotografiet gengiver virkeligheden mere sandt end andre kunstneriske medier. Men forestillingen om fotografiet som et neutralt aftryk af virkeligheden er lige så gammel som fotografiets manipulationer.
Med en legende og undersøgende tilgang ser vi på fotografiets forhold til virkeligheden gennem både praktiske eksperimenter og kunstteoretiske perspektiver. I en tid, hvor billeder kan skabes og manipuleres på måder, der udfordrer vores forestillinger om fotografiets sandhedsværdi, undersøger vi, hvad fotografiet egentlig kan og skal være.
Kursets fælles udgangspunkt er arbejdet med forholdet mellem fotografi, tekst, symbol og virkelighed. Med udgangspunkt i personlige anekdoter omsætter vi fortællinger til fotografiske motiver og arbejder med tekst som en direkte del af billedet. Vi eksperimenterer med blandt andet studieoptagelse, kamera, lys, dybdeskarphed og mørkekammerets muligheder.
Det handler ikke om at opnå teknisk perfektion eller producere færdige værker, men om at undersøge fotografiet gennem praksis, eksperimenter og samtaler. Der vil være plads til at arbejde videre med egne idéer og individuelle projekter undervejs, hvis tiden tillader det.
Vi præsenterer både de nyeste tendenser inden for billedkunsten og traditionelle former.
Hver morgen er der oplæg ved kursets lærere ligesom vi inviterer aktuelle kunstnere til at holde foredrag eller performe undervejs. 14 dage med kunstneriske udfordringer, oplevelser og stof til eftertanke.
Vælg mellem disse værkstedsfag
Kurset henvender sig til alle - begyndere såvel som øvede - der har lyst til at lære grundlæggende og/eller mere avancerede teknikker indenfor maleriet.
Der kræves ingen specielle forudsætninger for at kunne deltage. Undervisningen tager primært afsæt i den enkelte kursists eget billedunivers.
Olie- og akrylmaling, samt tegning er centrale omdrejningspunkter i den kreative proces, men udtryksformer i andre materialer er også velkomne.
For de kursister, der ønsker det, stilles der opgaver, som tilpasses den enkeltes erfaringer og ønsker.
Under vejs vil der blive gennemgået og diskuteret, hvordan forskellige ideer og forlæg kan benyttes som forlæg til et billede. Det kan være fotografier evt. digitalt bearbejdet, erindringer og skitser fra ens eget indre univers, eller forskellige former for iagttagelser.
Et centralt emne i undervisningen er opbygningen af paletter og farveskalaer. Under kurset vil der blive fokuseret på forskellene mellem de analoge kontra komplementære farveskalaer, samt farvernes specifikke egenskaber.
Begreber og arbejdsmetoder knyttet til komposition, flade, abstraktion og figuration – samt lys, skygge, mellemtoner, forgrund og baggrund – er grundlæggende elementer i billedsproget og indgår som en naturlig del af kursusforløbet.
I undervisningen lægges der særlig vægt på individuel vejledning, så den enkelte kursist får de bedste betingelser for at udfolde sit eget potentiale.
På kurset vil fokus ligge på dit personlige sprog og fortælling, uanset om du arbejder figurativt eller abstrakt.
Jeg vil gennemgå komposition, mørke/lys, farveteori, forskellige teknikker til at tegne og male på og der vil løbende være oplæg, men du er også velkommen til at fordybe dig i egne projekter.
Hver morgen vil jeg vise forskellige kunstnere fra kunsthistorien og/eller nutiden. Der er plads til både nybegyndere og øvede på holdet.
Jeg underviser meget individuelt, men der vil være fælles gennemgange og oplæg. Du må meget gerne overveje, om der er noget, du gerne vil lære eller fordybe dig i, så vil jeg tilrettelægge kurset efter det. Vi taler sammen den første dag om jeres forventninger til kurset.
Du kan medbringe dine egne materialer, men du kan også handle i vores butik, som har gode priser.
Du behøver blyanter en HB, hvis du tegner inden du maler akvarel, 3B-9B blyanter, eventuelt kul, eller farveblyanter, tegneblok mindst A4, men gerne større, akvarelpapir gerne 187 g eller tykkere i A4, men meget gerne større størrelser, akvarelfarver, plastikpalette, gerne en med store rum, så du kan lave store søer, malertape, køkkenrulle, eventuelt maskeringsvæske og/eller en svamp.
To uger med fordybelse i maleriet, med fokus på at få dit eget malesprog udviklet og skærpet. Du vil blive mødt med stor maleglæde og invitation til seriøs leg med maleriets mange muligheder.
Grundelementer i maleriet, som farven, kompositionen og anslaget vil blive introduceret og brugt til at diskutere maleri på alle niveauer, fra begyndere til meget garvede.
Hvordan forløses dit ærinde i maleriet bedst? Med heftige kontrastfarver eller glidende fra tone til tone? Kontrolleret med små fine pensler, eller når malingen smides på?
Der vil være introduktion til forskellige teknikker blandt andet til at bruge fotografisk forlæg i maleriet.
Vi vil have en masse individuelle men også fælles samtaler om malerierne, og hvad der skal til for at skubbe dem videre.
Der vil være oplæg om fantastiske malere og små øvelser undervejs, som inspiration til at få dit malesprog i den retning du gerne vil.
MAL SOM DU VIL OG DØ LYKKELIG
Vi kommer gennem 14 dages tid primært til at arbejde med ‘pølseteknikken’ samt nogle få andre hånd modelleringstekniker hvor igennem vi sammen undersøger hvordan der kan opstå en udveksling, eller næsten en dialog, imellem dine hænder og leret.
Vi starter de første dage med en mindre meditativ leroplevelse, ude i naturen eller indenfor, for at styrke din intuition og sansningen af materialet og hjælpe kroppen til at komma i ro. Vi skal øve os i at give slip på forestillingen om hvordan det færdige produkt skal se ud, og i stedet lade os indfange af materialet og processen og give os selv lov til at gå med det som opstår, hvilket kan give en oplevelse af fordybelse, tilstedeværelse og flow.
Efter en teknisk introduktion og inspiration til pølseteknik, og få andre tekniker, samt begitning, glasur og underglasur, bliver der tid til at gøre egne eksperimenter, undersøgelser og erfaringer udi at arbejde med leret.
Det er op til dig om du ønsker at arbejde med brugsting eller mere skulpturelle objekter.
Glæd dig til 14 dage med fordybelse I leret og dets forunderlige univers.
TRYK – serigrafi, monotypi og højtryk
På kurset arbejder vi med tryk og de mange muligheder, det rummer.
Der kan arbejdes med serigrafi, monotypi med Remazol-farver og højtryk i form af træsnit og linoleumstryk. Vi undersøger de forskellige teknikkers muligheder.
Vi eksperimenterer med farver, trykprocesser og lag på lag.
Der er mulighed for at trykke på både papir og stof.
Kurset har fokus på den undersøgende proces, fordybelse og glæden ved at eksperimentere.
Undervejs vil der være introduktioner til de grundlæggende metoder inden for serigrafi, monotypi og højtryk samt individuel vejledning.
Kurset henvender sig til både begyndere og øvede, der har lyst til at arbejde med grafiske teknikker i et åbent og eksperimenterende værkstedsfællesskab.
Medbring gerne
Et godt fyldt penalhus med dine foretrukne redskaber, fx blyanter, tuscher, lineal, saks og skærekniv.
Medbring også gerne papir eller stof, du har lyst til at arbejde med, samt fotos, tegninger, skitser eller andre oplæg.
Farver, papir og øvrige materialer kan købes i højskolens butik.
Med udgangspunkt i kursisternes egne arbejder og erfaringer rådgiver lærerne, på dette 14 dages kursus, individuelt i de forskellige fag.
Der stilles spørgsmål til hvorfor ? og undervises og vejledes i hvordan. Hver morgen startes med oplæg og inspiration fra kursets undervisere. Der vil også blive præsenteret en række gæster som holder foredrag og arrangementer om aktuelle emner inden for kunst og kultur.
Vælg mellem disse værkstedsfag
På det grafiske værksted arbejder vi bla. med de klassiske dybtryksteknikker stregætsning, koldnål og akvatinte samt træ- og linoleumssnit, teknikkerne danner grundlag for en lang række variationer og muligheder, som løbende introduceres. Kurset finder sted i et stort rummeligt værksted, hvor vi arbejder med de mange teknikker. Med udgangspunkt i deltagernes forudsætninger og ønsker, udforsker vi trykteknikkerne og henter inspiration til dette i en blanding af fotos, tegninger og andet billedmateriale, medbragt eller produceret på stedet.
På kurset kan du prøve og eksperimentere med en lang række grafiske udtryksformer, med mulighed for at blande dem efter behov, og fordybe dig i enkelte af dem efter eget valg, Der stilles opgaver, eksperimenteres med det grafiske sprog og foretages egne billedundersøgelser med henblik på at udforske og opdyrke dit eget personlige grafiske udtryk. Hertil kommer, daglige oplæg om kunstnere på morgensamlinger relateret til dagens program, et medbragt grafisk bibliotek, små film, kunstfaglige diskussioner og billedgennemgange, alt sammen til gensidig inspiration og indsigt. Højskolens dagligdag og omgivelser giver os rammerne til registreringer i form af raderinger direkte i pladen, tegninger med blyant, kridt, monotypier af flere slags og andre materialer som omsættes grafisk i værkstedet.
Det veludrustede grafisk værksted har alt hvad vi skal bruge. Dog er det hensigtsmæssigt at medbringe eget værktøj hvis man har det, og tilskårne kobberplader helst 0,6 mm tykkelse, (vi bruger kun kobberplader til de teknikker hvor der ætses, pga. ætsetankene og holdbarhed), radernåle, samt værkstedstøj fx forklæde, og inspirationsmateriale i form af foto eller lignende. Vi har adgang til computer og printer på højskolen og øvrige supplerende materialer kan bestilles og købes på stedet i butikken.
Den Fotografiske proces Cyanotypi, også kaldet Blueprint, er i fokus på dette kursus, hvor vi vil arbejde med objekter og deres skygger som Cyanotypi - Fotogrammer.
Vi vil arbejde figurativt på trykpapir med udgangspunkt i egne fotografier, der scannes og printes til transparenter før belysning.
Efterfølgende vil vi tone billederne i forskellige planteudkog.
På kurset vil vi ligeledes støbe papir af forskellige fibre og undersøge mødet imellem Cyanotypi og det håndstøbte papir som billeder, som Collage eller som skulpturelle udtryk.
Dette vil ske via fælles opgaver, men også igennem individuelle dialoger, hvor der vil være fokus på udvikling.
De kunstneriske opgaver vil både være klassiske (stilleben, en-plein-air, osv.), og har man brug for introduktion til mere praktiske metoder/teknikker som f.eks. opspænding og grundering af lærred vil dette også indgå i kurset.
På mit kursus vil vi se bort fra begrebet ‘stil’ og i stedet fokusere på at eksperimentere og undersøge maleriets virkemidler.
Der vil blive afholdt fælles morgenpræsentationer og øvelser hvor vi alle vil få mulighed for at diskutere maleriet og dets mange facetter.
Et værksted, hvor der er plads til at udforske smykkets mange muligheder og skabe unikke værker, der rummer historiefortælling, harmoni, alvor eller komik. Ideen, eksperimentet og sansningen er det centrale.
Værdibegreber bliver vendt på hovedet – for arbejder udført i sølv, er ikke selvskrevet værdifulde. I smykkekunsten opstår værdien gennem bearbejdningen af et hvilket som helst materiale i tæt parløb med form, placering og indhold. Kurset byder på stillede opgaver med henblik på at finde individuelle løsninger og et personligt udtryk.
Kurset rummer introduktion til teknikker, praktisk arbejde og snak – både som fælles introduktioner til smykkekunsten og individuelle snakke på værkstedet. Vær opmærksom på at møde op med en god portion stædighed og et par briller i passende styrke, (synet kan godt blive lidt udfordret, da vi arbejder med små ting)
Der må påregnes en mindre fællesudgift til basismaterialer + egne udgifter til sølv. Du er meget velkommen til at medbringe eget metal, egne materialer, ting og sager. Kurset inkluderer derfor heller ikke undervisning heri.
Kursus D er et sommerkursus af 14 dages varighed.
Ud over værkstedsundervisningen orienteres der, gennem foredrag og andre arrangementer fælles for alle, om aktuelle og historiske, kunstneriske og kulturelle emner. Hver dag starter med “musikalske morgentanker” ved forstanderen Michael Nielen.
Vælg mellem disse værkstedsfag
Jeg vil hjælpe jer til at se objektivt på jeres maleriske virkemidler, og opmuntre til formeksperimenter, for derved at sætte jer i stand til effektivt at nå frem til de resultater I ønsker at opnå. Vi skal naturligvis også diskutere indhold: Hvad vil I f.eks. gerne have at andre skal opleve når de ser på jeres billeder?
Undervejs i kursusforløbet vil jeg også stille jer nogle få bundne opgaver, der kan være med til at give jer en bedre forståelse af de materialer I står og arbejder med. Men det primære er jeres eget maleri, som vil danne udgangspunkt for den daglige undervisning.
Hver morgen starter med, at jeg holder et meget kort foredrag, hvor jeg viser billeder af en kunstner som jeg tror kan være interessant for jer at stifte nærmere bekendtskab med. Derfra er det ind foran staffeliet, og arbejdet på jeres egne malerier, som jeg kommer rundt og taler med jer om.
Kurset vil fortrinsvist rette sig mod arbejdet med akryl eller oliefarver. Men man er også velkommen til at eksperimentere med andre materialer undervejs i forløbet, f.eks. akvarel eller gouache.
Akrylfarver, oliefarver, pensler og lærred kan købes i skolens butik.
Der findes måske lige så mange måder at male på, som der findes malere. På dette kursus udforsker vi vores forhold til maleriet og måder at se, forstå og arbejde med det på — både dem vi kender, og dem, vi endnu ikke har opdaget. Vi vil skabe et fællesrum med en åben tilgang, hvor inspiration, eksperimenter og følelsesmæssig logik er centrale redskaber.
Vi vil se på en række kunstnere, som på forskellig vis arbejder bemærkelsesværdigt med deres praksis og åbner for maleriet i det udvidede felt, i et system, hvor forskellige medier og materialer kan spille sammen.
Maleriet forstås både teknisk og psykologisk, hvor vi alle har vores egen kemi med maleriet, og vores egne måder at blande, navigere og sammensætte materiale på, og dette skal vi udforske i løbet af kurset.
Undervisningen veksler mellem oplæg og praktiske øvelser og materialeforståelse — blandt andet monokromt maleri og fordybelse i farven, skitsering, tegning og tempo, concept og materiale eksperimenter samt lag-på-lag-arbejde og abstraktions øvelser, hvor billedet både opbygges og nedbrydes.
Der lægges vægt på det individuelle arbejde og den enkeltes kunstneriske interesser, og vi vil have samtaler om værker og praksis, fælles gennemgange og kritik. Kritikken forstås som undersøgende samtaler, der understøtter udvikling og skaber energi i atelieret. Kurset er for både begyndere og erfarne.
Fotografi og kunsten at se – Kurset lægger vægt på at inspirere og udvikle jeres eget fotografi. I vil få opgaver og udfordrende øvelser, som vil skærpe det fotografiske øje – og alle opgaver kan løses ud fra jeres egne unikke forudsætninger. Det er altså ikke så meget teknikken, som tanken, der tæller.
Vi vil herefter lave billedgennemgange i fællesskab og slutter kurset af med en udstilling. Mine foredrag tager udgangspunkt i en række betydningsfulde fotografer, kendte som ukendte, de klassiske såvel som de helt nye, og jeg vil fortælle om fotografiets kulturelle gennemslagskraft og kunstneriske potentiale. Desuden bruges foredragene til inspiration og som oplæg til kursets opgaver, som kan handle om landskabet, portrætter, reportager og stilleben. Vi arbejder udelukkende med digitalt fotografi og medbring gerne jeres eget kamera, stativ og evt. bærbar PC/Mac med det foretrukne software.
Vi bruger Affinity til billedbehandling på Kunsthøjskolen, men jeg kan også undervise i Photoshop. Udstyr kan lånes på skolen, som råder over Mac computere med div. software, digitale spejlreflekskameraer (Canon), fotolamper og stativer samt en professionel Epson inkjet-printer.
Har du tidligere deltaget i et af mine kurser, giver jeg dig gerne individuel sparring og opgaver, som kan løses sideløbende med undervisning. Vigtigst er lysten til at dykke ned i fotografiets mange facetter og muligheder.
Ler er et yderst intuitivt, let og fantastisk materiale at arbejde med og det indeholder alle muligheder for at udtrykke 3 dimensionel form. - På den anden side kan leret kræve omhu, materialekundskab og erfaring om processen, for at enderesultatet bliver et klart udtryk.
Der er uendelig mange former for ler og lige så mange udtryksformer, så kun tiden sætter grænser.
På dette kursus har vi reelt 8 arbejdes dage i det våde ler. Herefter skal det tørre og brændes og der arbejdes med glasur, begitningen eller anden form for overflade behandling. For at kunne brænde alle folks værker sikkert i samme ovn og for at få de bedste erfaringer med hjem, er det bedre at arbejde grundigt med færre ting end hurtigt med mange ting.
På dette værksted vil vi sammen og hver i sær, undersøge lerets udtryksmuligheder/ lerets sprog og forskellige teknikker.
I starten vil der være opgaver som giver kendskab til leret, teknikker, procesværktøjer, udtryk og et fælles sprog om form og skulptur.
I år vil opgaverne have fokus på det narrative.
Der vil blive vist eksempler af kunstneres arbejde i mediet LER. På baggrund af det vil vi tale om formgivning, overflade, komposition og udtryk i 3 dimensionel form.
Her efter vil det meste af tiden være til individuelt arbejde og vejledning på eget projekt. Eget projekt kan have en hvilke som helst karakter (installation, konceptuel, brugsting eller skulpturelle af en hver form.) bare det kan udføres inden for tidsrammen og Ovnens størrelse – hvis det skal brændes.
Der vil blive arbejdet i stentøjsler og porcelæn og der bliver brændt fælles ved 950 og 1260 grader. Ud over det, er det åbent om du vil arbejde: hurtigt og intuitivt, langsomt og sirligt, undersøgende eller objekt baseret og om dit projekt egner sig til at stå ubrændt og råt, bliver brændt lavt eller om projektes udtryk passer til de klassiske 2 brændinger.
Det vigtigste er at have hænderne i leret, være nysgerrig og åben for at undersøge hvad det er man vil med leret. Om det er det sanselige, installation/performative, afprøve teknikker eller udtryk, nørde i overflader eller noget helt andet, er det du skal komme lidt nærmer, i din proces og arbejde i leret.
Når vi tegner og maler, ser vi straks resultatet, men når vi arbejder med grafik, spiller processen en vigtig rolle. I den grafiske proces går man på opdagelse. Hver gang du tager fat i dine værktøjer og arbejder, opdager du noget nyt – og mange gange noget uventet. Resultatet kender du først, når du står med dit færdige tryk i hånden.
Vi kommer til at arbejde med forskellige grafiske teknikker som f.eks. hårdgrund, koldnål og akvatinte, hvor vi arbejder direkte på metalplader, især kobberplader, for at skabe vores tryk. Vi skal også arbejde med monotypi og udforske de mange kunstneriske muligheder, som de forskellige teknikker giver.
Under kurset vil vi tage udgangspunkt i kunstnere som Goya, Picasso, Arnulf Rainer, Peter Brandes, og Peter Doig. Vi vil finde inspiration i deres værker. De traditionelle metoder er lette at gå til, og du behøver på ingen måde at have erfaring på forhånd.
I den grafiske kunst er det altid vigtigt at eksperimentere, være nysgerrig og give plads til det uventede.
Kunsthøjskolen er et sted med en stærk kunstfaglighed og mange forskellige indgange til kunsten.
Nogle kommer med flere års erfaring, andre er først ved at finde deres vej. Det fælles miljø næres af denne forskellighed og af ønsket om at fordybe sig, udvikle sig og undersøge kunsten sammen med andre.
Sommerkurserne er åbne for alle aldre.
Se fagudbuddet på de enkelte kurser og find information om priser og øvrige praktiske oplysninger nedenfor.


Spørgsmål & svar
Du får 5 timers undervisning om dagen på dit værkstedsfag. Værkstederne har åbent døgnet rundt, så du kan arbejde videre, når undervisningen er slut. Ud over undervisningen er der fælles arrangementer som foredrag og koncerter. Kost og logi er med i prisen. Materialer er ikke med i prisen, men du kan købe dem i skolens egen materialebutik.
OBS: Tilmeldingen til sommerkurser 2027 åbner d. 30. november 2026 kl 18:00
Du skal tilmelde dig her https://tilmelding.kunsthojskolen.dk/sommerkurser
Er der plads på kurset, sender vi dig en faktura på kursusprisen med en betalingsfrist. Du er først endeligt tilmeldt, når din faktura er betalt.
Melder du afbud mere end 4 uger før kursusstart, får du pengene tilbage. Vi fratrækker dog et administrationsgebyr på 600 kr.
Melder du afbud mindre end 4 uger før kursusstart, skal du betale den fulde pris.
De fleste kursister bor på dobbeltværelse. Hvis du vil have et andet værelse, kan du vælge det mod et tillæg pr. dag:
- Dobbeltværelse uden bad: 0 kr.
- Dobbeltværelse med bad: 50 kr.
- Enkeltværelse uden bad: 75 kr.
- Enkeltværelse med bad: 100 kr.
Der er ikke toilet på værelserne. Toiletterne ligger på gangen og deles med andre.
Vi gør vores bedste for at give dig det værelse, du ønsker, men vi kan ikke altid opfylde alle ønsker.
Ja, du skal selv medbringe dyne, pude, sengelinned og håndklæder. Alternativt kan du leje det af os for 250 kr. uanset kursus. Det skal tilvælges, når du tilmelder dig.
Der serveres tre måltider om dagen: morgenmad, frokost og aftensmad.
Køkkenet laver maden fra bunden med fokus på gode råvarer, økologi og sæson. Mange af grøntsagerne kommer fra skolens eget gartneri, og menuen er som udgangspunkt vegetarisk. Hver uge serveres desuden ét måltid med fisk og ét måltid med kød.
Måltiderne er en vigtig del af hverdagen på Kunsthøjskolen, og vi lægger vægt på både velsmag, omtanke og fællesskab omkring bordet.
Køkkenet tager så vidt muligt hensyn til allergier, kostvalg og særlige behov og arbejder med udgangspunkt i Fødevarestyrelsens 14 allergener.
Læs mere under Mad med mere
Hvis kurset er udsolgt, kan du vælge at stå på venteliste. Det er gratis og uforpligtende. Vi kontakter dig, så hurtigt vi kan, hvis der bliver en plads ledig på kurset.
Skriv til [email protected] eller ring på +45 5943 1888.
Sommerens
undervisere
Skolens undervisere er selv udøvende kunstnere. De kender materialerne indefra, fordi de bruger dem i deres eget arbejde.



























