Kunsthøjskolen har fået en ny visuel identitet. Det lyder værre, end det er ...

For et halvt år siden besluttede vi os for at standse op et øjeblik og spørge os selv: Hvad er vigtigst for os som skole? Hvilket fundament er Kunsthøjskolen bygget på? Hvad gør skolen relevant i 2026 og i årene fremover? Hvad mener vi egentlig, når vi siger, at vi både er en god højskole og en god kunstskole? Og hvordan kan vi åbne skolen for nye elevgrupper og samtidig fastholde et højt kunstfagligt niveau?

Kunsthøjskolen har fået en ny visuel identitet. Det lyder værre, end det er ...

Svarene på de spørgsmål findes hverken i vores nye logo eller i designet af vores nye hjemmeside. Men logoet og hjemmesiden skulle gerne afspejle, at vi har tænkt os om. At vi er bevidste om det værdigrundlag, skolen bygger på. At vi er en højskole, hvor fællesskabet hviler på tillid, frihed og engagement, og hvor vi ser kunsten som et vigtigt bidrag til udviklingen af vores samfund.
‍

Vi ønsker at åbne skolen for flere og give så mange som muligt mulighed for at møde kunsten. Ikke på trods af vores høje kunstfaglige niveau, men netop på grund af det. Vi skal ikke være bange for at insistere på, at arbejdet med kunst, hvad enten det handler om billeder, ord, musik, skulpturelle eller konceptuelle udtryk, er krævende. Men det er også en af de mest givende erfaringer, man kan gøre sig.

‍
Det var netop dét, skolens grundlægger, Ulrika Marseen, mente, da hun sagde, at vi skal »træne de kreative muskler«, ligesom vi træner alle vores andre muskler.
‍

Målet har været at skabe et logo og en hjemmeside, som vi kan genkende os selv i, og som vi kan være glade for. Måske endda lidt stolte af. For vi er stolte af vores skole. Den nye visuelle identitet skal ikke gøre os mere moderne eller trendy. Den skal afspejle en skole, der kender sin historie, er bevidst om sin betydning og fortsat ønsker at spille en væsentlig rolle i dansk kunst- og kulturliv.

‍
Det har været en god og sund proces for os. En proces, der har taget sin tid, og som undervejs har budt på mange tekniske, kommunikative og æstetiske udfordringer. Derfor er det så tilfredsstillende, at vi nu kan sige: Det var det værd.

‍

I anledning af ny visuel identitet og hjemmeside, tog vi en rejse i Kunsthøjskolens visuelle udtryk fra 1960’erne og frem til i dag.

[GALLERI1]