Videokunst

Eftermiddagsfag, Fag i 2. periode F25, Forår 2025

Mit kursus i videokunst vil henvende sig til alle, der har lyst til at bruge videomediet som en kunstnerisk udtryksform.

Video har ligesom performance og computerkunst en relativt kort kunsthistorie, men er et medie der er beslægtet med film og performance og derfor kan ses lidt i forlængelse af filmens og scenens historie.

De fleste af jer vil nok bruge jeres mobil til at filme med, og skolen har også et antal små kameraer og videoprojektorer. På kurset vil jeg demonstrere de mest grundlæggende instruktioner rent teknisk, men vi vil lægge vægt på en fri tilgang til mediet.

Videoer kan tage form på alle tænkelige måder. Det kan tage form af frie eksperimenter med objekter, lys, farve og form. Mixed media og fysiske objekter kan bruges i video-installationer, der er en slags blanding imellem skulptur og video. Eller videoen kan være fortællende, personlig og filmisk, lige som det passer dig. Vi vil derfor fokusere på hvad der interesserer netop dig, og hvordan du vil arbejde med at udtrykke det i dine videoer. Derfor skal vi også jævnligt snakke om jeres kunst, i gruppen og individuelt, og se hvad andre samtidskunstnere beskæftiger sig med. Og hvad der rører sig i tiden.

Undervisningen bliver en blanding af opgaver, individuelle projekter og samtale med fokus på at udvikle den enkeltes visuelle sprog. Og så skal vi selvfølgelig se en hel masse video sammen. Jeg glæder mig til et spændende og udfordrende kursus!


Læs om værkstedet for Video