Skulptur

Efterår 2023, Eftermiddagsfag, Fag i 2. periode E23

I mit arbejde undersøger jeg skulpturen som en fusion af noget genkendeligt og noget jeg ikke helt forstår; praktisk oftest igennem velkendte objekter der aftrykkes, forstørres og forvrænges, som en formundersøgelse der er humoristisk og kulturelt spejlende.

I forløbets første uge kommer jeg med nogle hurtige oplæg til et par fælles skulpturprojekter / -øvelser, for at få os allesammen igang og danne grobund for gensidig udveksling på værkstedet.

Derefter er der frit rum til at udforme egne ideer, forsøge sig med en ny teknik eller et nyt materiale. Vi har hele laden og arbejder sammen derfra hen mod at lave et brag af en udstilling.

2-3 gange om ugen starter vi eftermiddagen/morgenen med en mindre præsentation af noget fra mit inspirationsarkiv fx. samtids- og oldtidskunst, populærkultur og myter, ligesom vi undervejs vil kigge på hinandens opfindelser og processer.

Min erfaring er, at der helst ikke skal være for mange forhindringer når ideen/projektet/gejsten er der (såsom planlægning, skitsering, konceptudvikling, etc), og jeg vil derfor så vidt muligt prøve at facilitere de fornødne materialer, teknikker og værktøj.

Det er en væsentlig del af min praksis at tænke med materialet (om det så er ler, jern, gips, video eller tekstil etc.), da arbejdet med et specifikt materiale ofte kan ændre den oprindelige kurs fra det intenderede. Det er særligt denne proces jeg ønsker at skabe et værksted med rum for.