Kreativ tegning: form, streg & tyngde
Tegning handler ikke om talent. Det handler om nysgerrighed, mod og om at turde sætte stregen.
I dette forløb arbejder vi med tegning som et levende sprog. Et sprog du kan lære at tale, uanset hvor du starter. Vi tager udgangspunkt i tre bærende begreber: form, streg og tyngde. Tilsammen giver de dig et fundament og en frihed i dit tegnearbejde.
Form handler om at se det du tegner med friske øjne. Ikke hvad du tror det er, men hvad du faktisk ser foran dig. Vi arbejder med hurtige skitser: tøm hovedet, få det ned på papiret og find det stærkeste udtryk.
Mange skitser er ikke spild – det er selve vejen derhen.
Streg handler om at turde. Grove, hurtige streger. Skitser man ikke er bange for at smide ud. Vi arbejder med kortere, fokuserede arbejdsperioder, hvor man er helt til stede. Giv slip og find friheden i den næste streg.
Tyngde handler om liv og dybde i tegningen. Fornemmelsen af at noget har en vægt, at der er rum og luft. Vi arbejder med enkle greb til at skabe dybde og perspektiv, uden at drukne i tekniske konstruktioner.
Undervisningen er bygget på erfaring fra storyboards, illustration og brætspil. På troen på at begejstringen for at tegne er det vigtigste redskab vi har.