I tegneserieværkstedet er fortælling i ord og billeder i højsædet.
Vi gennemgår teori gennem fælleslæsning af tegneserieuddrag og afprøver derefter forskellige greb gennem kortere og længere opgaver.
Praktiske opgaver består af hurtige tegnelege og øvelser, kortere til længere opgaver med forskellige klare rammer og til sidst i forløbet er der en minimum 2 uger lang periode til fordybelse og selvstændigt arbejde på en egen tegneserie med få til ingen rammer, som vi også trykker i værkstedet.
Man skal forvente meget selvstændigt arbejde, med løbende kritik og vejledning.
Det er opfordret at medbringe tegne- og skriveredskaber af egen præference og det står en frit for om man vil arbejde traditionelt eller digitalt.
En sædvanlig dag i tegneserieværkstedet starter med fælleslæsning og diskussion af et tegneserieuddrag, for det meste udvalgt af en af eleverne, derefter evt. en kort øvelse og derefter selvstændigt arbejde på en opgave resten af dagen.
Det er meget tilladt at have høretelefoner på mens man arbejder, og efter aftale må man under visse opgaver også gerne arbejde fra sit værelse eller udenfor værkstedet.
Tidligere erfaring med at lave tegneserier er ikke nødvendig og traditionel teknisk tegning som anatomi og perspektiv er ikke hovedfokus.
Værkstedet er for alle med en glæde og interesse for at tegne og fortælle.