Der findes måske lige så mange måder at male på, som der findes malere. På dette kursus udforsker vi vores forhold til maleriet og måder at se, forstå og arbejde med det på — både dem vi kender, og dem, vi endnu ikke har opdaget. Vi vil skabe et fællesrum med en åben tilgang, hvor inspiration, eksperimenter og følelsesmæssig logik er centrale redskaber.
Vi vil se på en række kunstnere, som på forskellig vis arbejder bemærkelsesværdigt med deres praksis og åbner for maleriet i det udvidede felt, i et system, hvor forskellige medier og materialer kan spille sammen.
Maleriet forstås både teknisk og psykologisk, hvor vi alle har vores egen kemi med maleriet, og vores egne måder at blande, navigere og sammensætte materiale på, og dette skal vi udforske i løbet af kurset.
Undervisningen veksler mellem oplæg og praktiske øvelser og materialeforståelse — blandt andet monokromt maleri og fordybelse i farven, skitsering, tegning og tempo, concept og materiale eksperimenter samt lag-på-lag-arbejde og abstraktions øvelser, hvor billedet både opbygges og nedbrydes.
Der lægges vægt på det individuelle arbejde og den enkeltes kunstneriske interesser, og vi vil have samtaler om værker og praksis, fælles gennemgange og kritik. Kritikken forstås som undersøgende samtaler, der understøtter udvikling og skaber energi i atelieret. Kurset er for både begyndere og erfarne.