Kunsthistorie

Fag i 1. periode F25, Forår 2025, Formiddagsfag

Kunsthistorie og kunstteori er et vigtigt udgangspunkt for arbejdet som kunster, designer eller arkitekt. I arbejdet med billedkunst bliver kunsthistorien et reservoir af værker og kunstbegreber, som kan bruges mere eller mindre direkte i ens eget kunstneriske arbejde. Vi skal undersøge kunsten som fænomen i skiftende historiske perioder, og hvordan kan bruge det kunsthistoriske materiale i samtidskunsten.

Fokus i undervisningen vil være moderniteten, avantgarden og samtidskunsten, men vi skal også se på, hvordan samtidskunsten går i dialog med kunsten i antikken og renæssancen.

Vi skal se på udviklingen af perspektiv, farvelære og komposition fra renæssancen til barokken. Vi skal se på hvordan man i moderniteten gør op med kunstnerens rolle og hvordan kunsten og dens teorier bliver en vigtig driver i udviklingen af den europæiske kulturhistorie.

Hvorfor ville futuristerne brænde museerne og bibliotekerne? Hvorfor ville dadaisterne afskaffe kunstværket ? Hvordan kunne en signeret pissekumme ændre hele kunstbegrebet? Hvad betyder ‘det udvidede kunstbegreb’ og ‘relationel æstetik’ og hvad har feminisme, queer teori og postkolonialisme med kunst at gøre?

Vi skal se på et hav af værker fra alle perioder, diskutere hvad der er relevant for kunsten i dag og se på hvordan billedkunsten nu arbejder på tværs af medier; maleri, skulptur, installation, video, lyd og performance. Vi undersøger også hvordan andre kunstformer som fx litteratur, film og musik bliver brugt af kunstnere i deres arbejde i dag.

Vi skal kort sagt se på kunst, læse korte tekster om kunstteori, filosofi, psykoanalyse og queer-teori og diskutere hvordan vi ser kunsten og vores eget kunstneriske arbejde i sammenhæng med moderne kulturhistorie, og forhåbentlig blive klogere på vores egne udgangspunkter for arbejdet med kunst.