Få en kreativ six-pack: Det overordnede mål for dette forløb er, at give dig en række konkrete metoder og processer til aldrig at løbe tør for idéer.
Med udgangspunkt i, hvad en idé egentlig er, hvordan man får dem – særligt, når intet popper op – samt at forbedre dem du allerede har, bruger vi vores hænder som vores vigtigste redskab til både at tænke, designe, kreere og innovere samt lægge kimen til at opbygge en langvarig og bæredygtig kreativ praksis.
Vi idéudvikler og udvider din materialeforståelse gennem modelarbejde og 3-dimensionelle skitser og giver dig tryghed i at bruge dine hænder.
Du vil gennem forløbet lære at forstå styrken i at fejle, lave “dårlige” ting og i at være en begynder, håndtere overspringshandlinger, optimere dine arbejdsprocesser og forstå hvordan pauser gør dig mere robust, alt imens du får uforudsete idéer og opdager nyt kreativt terræn. Vi lærer ved at gøre og prøve og lader projekter opstå i processen. Du vil gennem forløbet komme til at arbejde individuelt, i par og i grupper.
Du behøver ingen forudgående viden eller erfaring – vi lader nysgerrigheden råde.