Keramik

fag i 3. periode F26, Forår 2026, Værkstedsfag

Håndbygning, fortælling og overflade

Dette kursus tager udgangspunkt i det håndbyggede og skulpturelle, og i at arbejde narrativt med form i respons til noget. Vi arbejder med, hvordan objekter kan bære stemning, karakter, relationer og små fortællinger, uden at det behøver blive kompliceret eller for “teoretisk”. Det handler om at sanse, teste, justere og finde dit sprog i ler.

I den første del af kurset bliver du introduceret til tre grundlæggende håndbygningsteknikker og forskellige lertyper. Vi gennemgår også de vigtigste principper for stærke samlinger, tørring og opbygning, så dine former kan holde hele vejen gennem brændingen.

Derefter har vi et samlet forløb om overflade og glasur, hvor du lærer enkle, men effektive dekorationsgreb og arbejder iterativt med tests: tekstur/aftryk, lag-på-lag og glasering (pensel, dypning og sprøjtning). Du får en forståelse for de stadier ler gennemgår, fra våd, modellerbar ler til brændt keramik. Efter introduktionen er der plads til fordybelse i det, du selv vil fokusere på. Det kan være alt fra brugsting til abstrakte skulpturer, narrative figurer eller små serier, hvor du undersøger en form eller en overflade over tid. Du arbejder selvstændigt, men med løbende sparring og konkret feedback, så du hele tiden har et tydeligt næste skridt.


Læs om værkstedet for Keramik