Film er overordnet set altid et produkt af sin tid, og vi skal på kurset se på og beskæftige os med mediet som formidling, som underholdning, som avantgarde og meget andet og forholde os til tendenser, motiver og sammenhænge ud fra et kulturhistorisk perspektiv.
Undervisningen foregår på dansk i en meget personlig formidlingsform, hvor alt fordomsfrit kan og vil komme i spil i ønsket om at få jeres analytiske blik skærpet i mødet med filmhistoriens poesi og provokationer og på den måde komme så nuanceret og pædagogisk omkring dagens emne som muligt.
Det er mit mål med undervisningen, at I ikke blot opnår en faglig viden hver især, men at vi sammen gennem samtale om det vi ser og oplever, skaber brændstof til eftertanke og videre perspektiv, som I efterfølgende kan drage nytte af både inden- og udenfor filmlærredets rum.
Det kræver intet andet end forståelse af det danske sprog, et åbent sind, vedholdenhed og videbegær for at kunne deltage i og følge undervisningen i filmhistorie.