Det Grafiske Værksted (venteliste)

Kursus C: 6. juli – 19. juli 2025

På det grafiske værksted arbejder vi bla. med de klassiske dybtryksteknikker stregætsning, koldnål og akvatinte samt træ- og linoleumssnit, teknikkerne danner basen for en lang række variationer og muligheder, som også introduceres. Kurset finder sted i et stort rummeligt værksted, hvor vi arbejder med de mange teknikker. Med udgangspunkt i deltagernes forudsætninger og ønsker, udforsker vi trykteknikkerne og henter inspiration til dette i en blanding af fotos, tegninger og andet billedmateriale, medbragt eller produceret på stedet.

På kurset kan du samlet set prøve en lang række grafiske udtryksformer, med mulighed for at blande dem efter behov, og fordybe dig i enkelte af dem efter eget valg, Der stilles opgaver, eksperimenteres med det grafiske sprog og foretages egne billedundersøgelser med henblik på at udforske og opdyrke dit eget personlige grafiske udtryk. Hertil kommer, daglige oplæg om kunstnere på morgensamlinger relateret til dagens program, et stort medbragt grafisk bibliotek, små film, kunstfaglige diskussioner og billedgennemgange, alt sammen til gensidig inspiration og indsigt. Højskolens dagligdag og omgivelser giver os rammerne til registreringer i form af raderinger direkte i pladen, tegninger med blyant, kridt, monotypier af flere slags og andre materialer som omsættes grafisk i værkstedet.

Det veludrustede grafisk værksted har alt hvad vi skal bruge. Dog er det hensigtsmæssigt at medbringe eget værktøj hvis man har det, og tilskårne kobberplader helst 0,6 mm tykkelse, (vi bruger kun kobberplader til de teknikker hvor der ætses, pga. ætsetankene og holdbarhed), radernåle, samt værkstedstøj fx forklæde, og inspirationsmateriale i form af foto eller lignende. Vi har adgang til computer og printer på højskolen og øvrige supplerende materialer kan bestilles og købes på stedet i butikken.

Tine Kjølsen

Tilmelding
Læs om værkstedet for Grafik