KasperHesselbjerg (f. 1985) bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Hans kunstneriske praksis udfolder sig i krydsfeltet mellem skulptur, billede og tekst. Her afsøger han præmisserne for mødet med og oplevelsen af genstande i vores hverdag, og endvidere hvordan denne oplevelse får betydning for os både som tegn og sanset materiale. Hesselbjerg har en særlig interesse for mad og kulturelle, sociale og økonomiske praksisser forbundet med produktionen og indtagelsen af fødevarer. Han undersøger fortiden, hvordan spisediskurser udtrykker en kosmologi og forbinder os til kosmos. Ved selvstudie lærer han Hanzi og en smule Mandarin, hvilket går meget langsom fremad, men har nogle enormt forundrende effekter på hans opfattelse af konsistens, årsag og virkning. Han foretrækker at arbejde højst to dage om ugen i april og slet ingen dage i maj. Udover galleri og museumsudstillinger har Hesselbjergproduceret en række middage bestående af spiselige skulpturer, som gæsterne blev inviteret til at indtage. Hans seneste udgivelser omfatter Opskrift på snegle og succes og Af sig selv, der begge tematiserer mad, livspraksis og forhandling af kosmosrelationer. Sammen med Absalon Kirkeby har han siden 2008 drevet Forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten.
Artist Talks på Kunsthøjskolen i Holbæk er åbent for alle og det er gratis at deltage.
Arrangementet starter kl. 20.00 og foregår på Achillesscenen, højskolens foredragssal, som ligger i skolens vestfløj.
Kunsthøjskolen er en statsanerkendt og statsstøttet dansk folkehøjskole. Højskolen har til huse i den gamle Holbæk Slots Ladegaard, hvis historie kan føres tilbage til år 1200, hvor der har eksisteret bebyggelse på stedet.