Smykker

Fag i 3. periode ( 18. april – 27. maj ), Værkstedsfag

På smykkeværkstedet skal vi sammen udforske begrebet smykker. Smykker er små objekter der kan rumme store fortællinger, alvor, humor eller ren æstetik. Og ud over deres dekorative kvalitet, er de med til at skabe tilhørskraft og sociale relationer.

På værkstedet er der fokus på håndens arbejde, og gennem stillede opgaver og selvstændige projekter, skal du eksperimentere og udforske teknikker og udtryk. Vi ser på forskellige nutidige smykker, og taler om hvilke tanker og idéer der ligger til grund for smykkernes udformning, samt hvordan valg af materialer, skala og former understøtter udtrykket. Gennem hele kurset er dialogen, ideudvikling og den kreative proces i centrum.

Du skal lave smykker og opleve hvordan dine egne tanker og idéer kan transformers til smykker gennem materialer, teknik, og en god del tålmodighed. Vægten bliver primært lagt på idéudvikling og mindre på tekniske løsninger, og jeg underviser løbende i teknik, når behovet opstår.

Der må påregnes en mindre fællesudgift til basis materialer på værkstedet, samt egne udgifter til sølv/guld. Du er meget velkommen til at medbringe eget metal, materialer, sager og dingenoter.

Læs mere om faget Smykker


Læs om værkstedet for Smykker