Maleri på højskole

Fernisering, Maleri,
Efterår 2016

I maleri har vi snakket om maleriet i samtidskunsten, og set eksempler på forskellige nutidige kunstners arbejde med maleriet og på hvordan maleriet som materiale får forskellige udtryk og kontekst. Vi har været på studietur til København, hvor vi var på studievisit hos en malerstuderende på kunstakademiet og besøgte kunsthaller og gallerier, hvor kunstnere og gallerister fortalte om deres værker og deres proces.

Med baggrund i oplæggene om samtidskunst, har vi arbejdet med opgaver i praksis på atelierene. Vi har arbejdet med farvelære ud fra et dogme om personlig farveskala, lavet maleri uden pensel og lærred, arbejdet med kontekstbaseret og kommenterende maleri gennem emnet politik og brugt forskellige arbejdsmetoder og tekniker.

Vi har lavet to større fællesprojekter, der omhandlede tid og kontinuitet – begge er endt ud i to store installationer på udstillingen. Et, hvor vi kontinuerligt har malet/tegnet en blomsterbuket i forfald, som et studie i det stationære og iagttagelse. Et andet, personligt projekt, hvor alle har skulle lave et maleri eller en tegning eller skitse, som et dagbog-forløb hver dag.

Desuden har vi afholdt Kritikklasse/Master Class, hvor eleverne fik mulighed for at at få en individuel vejledning og kritik af deres projekter med kunststuderende Lasse Bruun Poulsen og undertegnede. Hver enkelt kritik blev givet med udgangspunkt i elevernes egne værker.

Derudover har eleverne arbejdet selvstædigt, med deres individuelle projektet – hvor flere har udvidet maleriet ud i det tredimensionelle rum.

Melou Vanggaard, underviser i Maleri, Efterår 2016